Vladimir Putin kræver angivelig, at vestlige statsledere skriver under på en række krav, hvis han skal indgå i en fredsaftale.
Nyhedsbureauet Reuters har talt med tre russiske kilder, der udtaler sig anonymt – men som har kendskab til fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine.
Ifølge disse kilder har Vladimir Putin en række krav til Ukraine og Vesten, hvis han skal gå med til at standse den krig, som han selv har sat i gang.
Berlingske kan ikke uafhængigt bekræfte kildernes udsagn til Reuters, men nyhedsbureauet betragtes normalt som meget troværdigt.
Ifølge kilderne skulle Putins krav være:
At NATO-landene forpligter sig til at stoppe udvidelsen af NATO mod øst.
At en del af de vestlige landes sanktioner mod Rusland bliver løftet.
At Ukraine skal være et neutralt land.
Beskyttelse af de russisktalende folk i Ukraine.
At der findes en løsning på, hvad der skal ske med de indefrosne russiske midler i Vesten.
»Putin er klar til at holde fred, men ikke for enhver pris,« udtaler en person, som Reuters beskriver som en »højtstående russisk kilde, der har kendskab til Kremls tankegang på højeste niveau«.
Den åbne dør skal lukkes
Kilderne udtaler til Reuters, at Putin vil have et »skriftligt« løfte fra det store vestlige magter om ikke at udvide NATO mod øst – og altså dermed udelukke Ukraine, Georgien og Moldova fra at blive medlemmer.

NATOs såkaldte »Open door«-politik betyder i princippet, at ethvert europæisk og kapitalistisk funderet demokrati kan blive optaget i alliancen, såfremt alle NATOs medlemslande godkender det.
En af de tre kilder siger, at hvis ikke Putin kan få en fredsaftale på de betingelser, som han har fremsat, så vil han lægge et nyt pres.
Nemlig ved militære sejre, der skal få Europa og Ukraine til at forstå, at »morgendagens fred vil være endnu mere smertelig«, skriver Reuters.
Ukraine har tidligere udtalt, at Rusland ikke bør få vetoret over, om Ukraine skal være med i NATO, mens NATO tidligere har fastholdt, at den bibeholder sin åbne dør, uanset hvad Rusland måtte mene om det.
Hverken Kreml eller NATO er vendt tilbage til Reuters, som har bedt begge om kommentarer.


