Den kontroversielle OL-guldmedaljevinder Caster Semenya fik ikke en fair rettergang, da det blev slået fast, at hun skulle sænke sit testosteronniveau for at konkurrere i kvindesport.

Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) appelinstans afgjort torsdag.

Semenya, som har vundet OL-guld i kvindernes 800-meterløb i både 2012 og 2016, har været i en årelang juridisk kamp om det, der af mange bliver beskrevet som »variationer i kønsudvikling«.

I Caster Semenyas tilfælde betyder det, at hendes krop naturligt producerer et højere niveau af testosteron end de fleste andre kvinder.

Semenya har altid juridisk været identificeret som kvinde, men alligevel har der i årevis været debat om, hvorvidt hun skulle have lov til at konkurrere i kvindesport.

Det styrende organ for atletik, organisationen World Athletics, har siden 2018 fastholdt, at Semenya og andre atleter med forhøjet testosteronniveau skal tage stoffer for at nedbringe niveauet. Ellers ville det ikke være tilladt for Semenya og atleter som hende at konkurrere i kvindesport.

Atletikforbundets regler har Semenya kæmpet imod, siden de blev indført, ligesom hun konsekvent også har nægtet at tage den testosteronnedbringende medicin.

Hun har således gået rettens vej to gange tidligere, før hun tog sagen til EMD.

I både 2019 og 2020 faldt dommen ud til World Athletics' fordel, men torsdag afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol altså, at sagen skal gå om.

»Fantastisk for atleter«

Afgørelsen ændrer ikke på atletikforbundets regler på området, men giver ifølge The Guardian Semenya en delvis sejr, idet det i dommen blev konstateret, at sagen kræver en »grundig juridisk gennemgang«.

Den schweiziske forbundsdomstols gennemgang, som førte til dommen i 2020, havde »ikke levet op til dette krav«.

Guldmedaljevinderen sagde torsdag, at domstolens afgørelse var »fantastisk for mig, fantastisk for atleter«:

»Vi er nødt til at respektere atleter, vi er nødt til at sætte deres rettigheder først,« sagde den 34-årige Castor Semenya.

World Athletics har i skrivende stund ikke reageret på dommen, men tidligere har præsidenten for organisationen, Sebastian Coe, sagt, at reglerne er med til at opretholde »fairness«. Ifølge ham har Semenya en uretfærdig, mandeagtig atletisk fordel på grund af sit høje testosteronindhold.

Semenya mener selv, at hendes testosteron er en genetisk gave.