Retssag mod mistænkt seriemorder indledt i Canada

Retssag indledt mod 57-årig svineavler, der mistænkes for at have begået 26 drab i Canada.

Retssagen mod Robert William Pickton, der anklages for at være Canadas hidtil værste seriemorder, begyndte mandag i New Westminster - en forstad til Vancouver.

Den 57-årige Pickton står tiltalt for drabene på 26 kvinder, de fleste narkoafhængige prostituerede.

Dommeren i sagen har delt tiltalerne op i to retssager. Den første retssag, hvor Pickton står anklaget for seks drab, ventes at vare et år. Når den sag slutter, venter endnu en retssag, hvor Pickton står anklaget for yderligere 20 drab.

Pickton, der er svineavler, har været fængslet, siden han blev anholdt i 2002, da politiet efterforskede drabene på snesevis af kvinder i Vancouver.

/ritzau/