Rester af Gandhis blod på auktion

En græstot med blodrester fra Gandhi-drabet sættes på auktion i Storbritannien for et beløb, der vil kunne gøre enhver bloddonor misundelig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jord, blade og græs med blodrester angiveligt fra det sted, hvor den indiske leder Mahatma Gandhi blev myrdet i 1948 bliver sat til salg på en auktion i Storbritannien senere i denne måned og forventes at indbringe 10-15.000 pund svarende til mellem 89.400 og 134.000 kroner. Det skriver Reuters.

Mullocks auktionshus i det vestlige England siger, at man er overbevist om, at genstandene er ægte, fordi de er kommet med et brev fra den oprindelige ejer, P.P. Nambiar, som selv indsamlede dem, efter »nationens højtelskede fader« blev skudt af en hindu-radikal.

Genstandene er ligeledes blevet afstemt med den beskrivelse, Nambiar gav af begivenhederne i 1948.

- Jeg klippede græsset af og tog også lidt af jorden, som jeg så pakkede ind i noget papir fra Hindi-avisen, som jeg fandt i nærheden, skriver han i brevet.

Richard Westwood-Brookes, auktionshusets historiske dokumentekspert, siger, at det ofte er svært at bevise, om sådanne genstande er ægte.

- I denne situation har jeg fået et brev fra den fyr, som har indsamlet dem, og jeg har også fået en bog, som han har udgivet, hvori han beskriver at indsamle jorden. Så i dette tilfælde tror jeg ikke, der kan være nogen tvivl, siger Westwood-Brookes til Reuters.

Han er også overbevist om, at et par briller lavet i engelske Gloucester, der stammer fra omkring 1891, engang har tilhørt den indiske uafhængighedshelt.

Stål-brillen er ligeledes vurderet til 10-15.000 pund og er fra den tid, Gandhi studerede jura i England.

Samlet set er Gandhi-samlingen, der omfatter underskrevede breve og en personlig bog, vurderet til 80-100.000 pund, hvilket er mellem 715.000 og 894.000 kroner.

Gandhi-genstandene kommer under hammeren 17. april.