USA/BERLIN/SHANGHAI: Selvfølgelig kræver Kina en »af-amerikanisering.« Kina har krævet en »af-amerikanisering,« siden Mao var en ung mand. Så lederen fra Xinhua var for såvidt ikke så overraskende. Som det kinesiske nyhedsbureau skrev mandag: »Det er på tide, at den forbløffede verden begynder at bygge en af-amerikaniseret verden. De dage er forbi, hvor andre nationers skæbne skal afgøres af et hyklerisk USA.«

»USA fedter sine politiske problemer af på alle os andre. Amerikanerne vil leve godt og flot, men truer med ikke at betale sine regninger, og verden skælver,« skrev Folkets Dagblad, et andet autoritativt kinesik medie, mandag. Partiavisen fastslog i en leder, at »som så ofte før har amerikansk indenrigspolitik kapret verdensøkonomien.«

Igen: Det er ikke nyt, at kineserne siger, hvad de siger, men der er to forskelle på før og nu. Den ene forskel er, at kravet om en »af-amerikanisering« ikke kommer fra partiet Kina, men forretningen Kina. Det er økonomisk sikkerhed i højere grad end sikkerhedspolitik, vi taler om. Den anden forskel – og den vigtigste – er reaktionen.

Kina taler ikke længere for døve ører. Verden lytter.

Pax Americana

Romerrigets fald er blevet en nyttig klichémetafor. Nyttig, fordi den kan bruges til så mange og så forskellige formål – og en kliché af samme grund.

Højrereligiøse har hævdet, at Romerriget faldt på grund af dekadence og moralsk fordærv, mens den britiske historiker Edward Gibbon omvendt hævdede, at det var kristendommen, som førte til rigets fald. Professor Victor Davis Hanson har fundet årsagen i militær slaphed, mens mere anti-imperialistiske forskere har fundet årsagen i det modsatte. I alt har der gennem tiden været 209 varierende forklaringer på romernes deroute, har historikeren Bryan Ward-Perkins opregnet, og i det seneste tiår har en ny kategori føjet sig til studierne: Ligheden mellem romerne og amerikanerne – om hvordan to imperier med 1.600 år imellem sig faldt sammen.

Global Discourse bidrager med det seneste eksempel i genren. I sin seneste udgave ser det akademiske tidsskrift på sammenhængen mellem dengang og nu og på imperiernes historie – og de forskellige forfattere erkender, at de materielle forskelle er mange, at en direkte sammenligning er vanskelig, men de intellektuelle ligheder er ikke desto mindre tydelige, hvorfor det giver god mening at studere romernes deroute vis-a-vis amerikanernes.

De rejser også et spørgsmål, som de kinesiske lederskribenter og deres ligesindede så behændigt undgår:

Hvad skal følge efter den amerikansk­ledede verden? Hvem skal følge efter?

Ny valuta

For det nemme er at kritisere USA – og der er meget at kritisere i øjeblikket.

Et mindretal af såkaldte tea-aktivister har en sådan magt i det ene af de to store amerikanske partier, Republikanerne, at de kan iscenesætte den ene krise efter den anden. Først en mammutnedskæring i de offentlige udgifter, derefter en lukning af forbunds­administrationen, og nu truer de med at bringe USA ud i en betalingsstandsning

Generalsekretæren i OECD, Angel Gurria, vil ikke blande sig i amerikansk indenrigspolitik. Det må tea-aktivisterne og Republikanerne og USA for såvidt selv om. Men han ærgrer sig i Washington Post over, at kriserne får sådan en global gennemslagskraft. »For første gang i flere år lovede verdensøkonomien bedre. Og så sker det her,« siger han.

Men det er ikke det værste, pointerer han. Det værste er, om det nogensinde vil blive bedre med USA – om den politiske ustabilitet i USA er den nye normal.

Han siger: »Det handler mindre om brutto­nationalprodukt og gæld, end det handler om, hvorvidt USA har de nødvendige institutioner til at tackle de indenrigspolitiske spørgsmål og til at lede den globale økonomi.«

Eller sagt på en anden måde: Om USA indenrigspolitisk er så svag, at verdensledelsen også vil blive det?

Dermed er vi tilbage ved det kinesiske krav om »af-amerikanisering.« Verdensøkonomien er kapitalistisk, USA er motoren i kapitalismen, og den amerikanske dollar er verdens reservevaluta – det sidstnævnte er et godt eksempel på de enestående fordele, som USA har som verdensleder. USA kan optage lån i dollar og kan i yderste fald tilbagebetale lånene ved at trykke flere penge. Det ville svare til, at en husejer kunne trykke sine egne penge til at betale sit huslån.

De gentagne politiske kriser i USA sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, om resten af verden kan betro landet det ansvar.

»Intet andet parlament i verden kunne tillade sig at gøre spørgsmålet om, hvorvidt man skal indfri sine finansielle forpligtelser, til et stridspunkt,« som Ulrich Leuchtmann fra tyske Commerzbank siger til magasinet Focus.

Chefanalyst Folker Hellmeyer fra Bremer Landesbank går et skridt videre og spørger, om ikke USAs politiske pokerspil netop er en opfording til at omkalibrere det internationale valutasystem.

»Spørgsmålet trænger sig på, om den amerikanske politiske elites håndtering af sagen lever op til det ansvar, det kræver at lede en verdensvaluta,« siger han til magasinet.

Og det er ikke bare analytikersnak og politiske slag i luften.

Både Kina og Europa er i al forsigtighed begyndt at forberede sig på en valutafremtid uden om USA. Den Europæiske Centralbank og den kinesiske modpart blev i sidste uge enige om en aftale, der smidiggør handel mellem Europa og Kina uden om dollaren.

I de næste tre år får europæerne adgang til 350 milliarder yuan, hvilket svarer til 42 milliarder euro, mens den kinesiske centralbank får adgang til maksimalt 45 milliarder euro. Aftalen styrker den kinesiske valuta, og flere eksperter ser det som et skridt i retning af et mere multipolært valutasystem, hvor den amerikanske dollar ikke længere står alene i centrum.

Valutaaftalen er ét eksempel på en verden, som vælger at handle uden om USA. Et andet og mere spektakulært eksempel er sidste måneds Pax Putin. Den russiske præsident, Vladimir Putin, var imod et amerikansk angreb på Syrien, det samme var Kina og dele af Europa, og det britiske parlament nedstemte deltagelse i et angreb. I stedet indgik Putin en aftale med Syrien om en frivillig aflevering af regimets kemiske våben – og det blev resultatet. Med andre ord: Rusland optrådte som situationens ledelse, ikke USA, og Putin gned salt i såret ved i New York Times at skrive en kronik, som han lige så godt kunne have givet overskriften: En verden uden om USA.

USAs skyld

Men i sidste ende er det hverken Putins eller kinesernes eller OECDs skyld. En verden uden om USA skyldes i høj grad USA, som redaktør Ezra Klein skrev i Washington Post:

»Mens andre lande har reelle problemer, som de forsøger at løse, skaber vi falske problemer, som vi tilsyneladende ikke kan løse.«

Det er ikke verden, der gør USA mindre, men USA, der gør sig selv mindre i verden – og det minder ikke så lidt om Romerrigets fald.

I det fjerde århundrede bad fjerne romerske provinser om hjælp fra Rom. Barbarerne stod for døren, og Rom skulle komme og sikre fortsat fred og velstand. Men romerne gjorde det ikke – de kunne ikke, de ville ikke – og langsomt gled emperiet dem af hænde. Som Global Discourse opregner: Romerne var mere optagede af interne stridigheder, de havde skabt en struktur, hvor de allerrigeste ikke betalte skat, mens jævne mennesker blev flået, og præcis på det tidspunkt, hvor de skulle stå sammen om ydre fjender, ge­rådede de i borgerkrig.

Til sidst blev den vestlige del af imperiet overrendt af barbarer, og Pax Romana var forbi – og afløst af en tid, som historikere i Romantikken kaldte »den mørke tid«.

Ikke helt uden grund, siger Bryan Ward-Perkins i sin bog »The Fall of Rome.« For Romerrigets fald førte til et enestående tab af velstand og viden og ikke mindst fred. Resultatet blev en hobbesiansk verden, hvor alle var mod alle, og hvor menneskelivet var »ensomt, fattigt, grimt, brutalt og kort.«

Det betyder ikke, at verden efter Pax Americana vil blive en tilsvarende verden, men det er en overvejelse værd, som professor Russell Foster skriver i Global Discourse. Et imperium rummer en dynamik, som på den ene side skubber landene fra sig – jo mere fjollet imperielt eller en stormagt opfører sig, desto mere vil enkelstaterne være uafhængige. Når de så får den pågældende uafhængighed, længes de ofte efter konsensus under imperiet.

Det er, hvad der er på spil – og, nej, det er ikke, hvad de amerikanske politikere skændes om, men det kan blive konsekvensen af det, som de skændes om.