Lørdag kaldte den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, sin demokratiske modstander, Kamala Harris, for »mentalt handicappet« på et vælgermøde i delstaten Wisconsin.

Og den udtalelse tager flere toppolitikere fra det republikanske parti nu afstand fra, skriver The Guardian.

»Jeg har sagt i årevis, at vi kan være Trumps splittende retorik foruden,« lyder det fra den tidligere republikanske guvernør i delstaten Maryland Larry Hogan til CBS News.

Larry Hogan tilføjer, at Donald Trumps udtalelse er både fornærmende over for Kamala Harris og mennesker, der rent faktisk har mentale udfordringer.

Den republikanske senator Lindsey Graham er heller ikke just begejstret for udtalelsen:

»Jeg tror, at den bedste vej at tage er at angribe hendes politik, som er ved at ødelægge landet. Jeg siger ikke, at hun er skør, men at hendes politik er skør.«

En af de to nuværende republikanske majoritetsledere af Repræsentanternes Hus, der er rangeret lige under formanden, Tom Emmer, siger til ABC News:

»Jeg synes, vi skal holde os til problemerne (med immigration ved grænsen til Mexico, red.). Problemerne, som Donald Trump allerede har løst én gang. De ødelagde det. Han kommer til at løse det igen. Det er problemerne.«

Trump gentog angreb

Dog modsiger den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, republikanske Kevin McCarthy, ikke Donald Trumps hårde retorik, men bygger i stedet videre på den:

»Tror du på, at et mentalt stabilt menneske ville tillade 13.000 mordere at komme ind i vores land?« siger han til CNN.

Det tal er dog blevet stemplet som misinformation i et faktatjek hos CNN og er flere gange blevet misbrugt som bevis på republikanernes påstand om, at Kamala Harris ikke har haft kontrol over grænsen i sin vicepræsidentperiode.

Donald Trumps udtalelser kom, i forbindelse med at Kamala Harris i fredags var på besøg ved den amerikansk-mexicanske grænse, hvor hun lovede at gøre mere for at få styr på grænsen, hvis hun bliver præsident.

På sit vælgermøde i lørdags udtalte Donald Trump i den forbindelse:

»Joe Biden blev mentalt handicappet. Kamala blev født sådan. Og hvis man tænker over det, er det kun en mentalt handicappet person, der kunne have tilladt, at det her skete for vores land,« hvor han henviste til Kamala Harris' grænsebesøg og politik på området.

Donald Trump gentog sin udtalelse om, at Kamala Harris er født »mentalt handicappet« på et andet vælgermøde i Pennsylvania søndag, skriver AP.

Her sagde han yderligere, at Kamala Harris burde blive retsforfulgt for sit ansvar for »invasionen« ved grænsen.