Der er opbakning fra befolkningen i Grønland, når det kommer til at blive en del af USA.
Sådan lød det mandag fra den republikanske senator Tommy Tuberville i et interview på den amerikanske tv-station Fox News.
»Hvis du bare lytter til dem, når de er blevet interviewet de seneste måneder, så er de allesammen med på det,« siger senatoren.
Tommy Tuberville bemærker desuden, at amerikanerne ikke tager til Grønland for deres »gode helbreds skyld«, men for at »få noget til at ske«.
Den udtalelse har fået den danske ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, til tasterne.
I et opslag på det sociale medie X påpeger han »med al respekt«, at senatoren er gal på den.
»Du bør genoverveje dine fakta om Grønland, herunder hvad befolkningen ønsker,« skriver ambassadøren.
Jesper Møller Sørensen fremhæver, at det i øvrigt ikke er respektfuldt at sende en delegation af højtstående embedsmænd til Grønland lige nu.
Blandt andre den amerikanske andendame, Usha Vance, USAs nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og USAs energiminister, Chris Wright, rejser til Grønland denne uge.
»Brutalt nej«
Senatorens optræden har også fået forsvarsordfører for De Konservative Rasmus Jarlov til at reagere.
På X skriver Jarlov:
»Den grønlandske leder siger brutalt nej. Hvert eneste medlem af det grønlandske parlament siger nej. De har lige haft valg for to uger siden. Ingen, der ønsker at være amerikaner, blev valgt. Ikke en eneste.«
Jarlov refererer i sit opslag til en meningsmåling, som Verian lavede i Grønland for Berlingske og den grønlandske avis Sermitsiaq i slutningen af januar.
Her svarede kun seks procent af den grønlandske befolkning, at de ønskede, at Grønland skulle blive en del af USA.
»Alligevel fortsætter disse f..... folk med at lyve og fortælle den amerikanske offentlighed, at folk i Grønland ønsker at blive en del af USA. Og de amerikanske ‘journalister’ lader dem slippe af sted med det,« afslutter han.



