Republikansk leder vil være forsigtig med Trumps dekreter

Flertalslederen i Senatet i den amerikanske kongres minder om, at muslimer er vigtige i kampen mod terror.

Washington D.C.. Den amerikanske præsident, Donald Trumps, beslutning om at udelukke personer fra en række konkrete muslimske lande, skaber nu også bekymring blandt republikanere i Kongressen.

Den republikanske flertalsleder i Senatet i USA, Mitch McConnell, siger, at Kongressen skal være forsigtig, når den fører præsident Trumps dekret på immigrationsområdet ud i livet, skriver Reuters.

Til tv-stationen ABC siger han, at det er en god idé at stramme kontrollen med rejsende til USA.

- Men jeg mener også, at det er vigtigt at huske, at nogle af vores bedste ressourcer i krigen mod radikal, islamistisk terrorisme, er muslimer. Både her i landet og i udlandet. Vi skal være forsigtige, siger han ifølge Reuters.

Republikanerne sidder på flertallet i begge Kongressens kamre. Derfor har partiet stor magt til at føre meget af præsidentens politik ud i livet, hvis det ellers er enigt.

Forbuddet er rettet mod personer fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen, der midlertidigt vil blive nægtet indrejse i USA.

Det gælder i foreløbigt 90 dage.

En lang række europæiske politikere har i denne weekend også kritiseret Trumps dekreter på udlændingeområdet.

Trump selv skriver dog på Twitter, at det er nødvendigt.

- Vores land har brug for stærke grænser og ekstreme baggrundstjek. Se, hvad der sker over hele Europa. Det er et forfærdeligt rod, skriver han søndag.

/ritzau/