Republikanerne i tænkeboks efter lokalvalgene

I kølvandet på New Jerseys guvernør Chris Christies overbevisende genvalg tirsdag har Republikanerne fået noget at tænke over forud for præsidentvalget i 2016.

Der var jubel omkring republikaneren Chris Christie, da han tirsdag ikke blot genvandt guvernør­posten i New Jersey, men samtidig gaflede en stor mængde vælgere, der typisk ville have sat deres kryds ved en demokrat.. Fold sammen
Læs mere
Foto: EDUARDO MUNOZ
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ANALYSE: Der er ikke noget at sige til, at New Jerseys guvernør Chris Christies inderkreds jublede over valgresultatet ved guvernør­valget i tirsdags. Det var ikke sensationelt, at Christie vandt med 60 procent over en demokratisk modstander selv i en demokratisk delstat. Han havde trods alt været guvernør allerede i én periode og havde gjort det godt. Men det bemærkelsesværdige er, at det lykkedes for Christie at flytte en række vælgere, der er mere end tiltrækkende for det republikanske parti, hvis ellers de skal have en chance for at vinde præsidentposten tilbage i 2016.

Christie havde tag i latinoerne, kvinderne, de sorte og sidst, men ikke mindst, en stor del af de demokratiske vælgere. Sådan i grove tal. Lige præcis de vælgere, som Republikanerne gerne vil have fat i, og som de ikke havde ved præsidentvalget i 2012, hvor partiets præsidentkandidat, Mitt Romney, tabte til demokraten Barack Obama, netop fordi disse grupper ikke stemte republikansk. Siden er tallene for Republikanerne blevet værre og værre set over en bred kam. Især efter den katastrofale strategi for godt en måned siden, hvor partiet i Kongressen blokerede budgettet i 17 dage og truede med ikke at hæve det amerikanske gældsloft, hvis ikke den nye sundhedsreform – kendt under navnet ObamaCare – blev taget af bordet. Uanset om det er retfærdigt eller ej, så har vælgerne vendt partiet ryggen og givet Republikanerne skylden for det kaos, USA var ude i fra 1. til 17. oktober, hvor regeringen i realiteten var lukket ned, og hvor truslen om en betalingsstandsning hang som en tung dyne over det amerikanske samfund.

Christies sejr, hvor det viste sig, at han fik ti procent flere kvinder over på den republikanske side end sidst, ligesom han fik ni procent flere af de sorte vælgere og ikke mindre end 32 procent flere af de eftertragtede latino-vælgere, har en stor betydning for det analysearbejde, der er i gang i det republikanske parti. For er det et tilfælde, at det er gået sådan, og skyldes det Christies karismatiske position i delstaten især efter orkanen »Sandy«, hvor han blev hyldet for sit lederskab? Eller er en del af forklaringen, at Christie under valgkampen har kørt på de traditionelle republikanske dyder og har opfordret til samarbejde med Demokraterne? »Tiden er ikke inde til ideologi, men til at få tingene gjort,« som Christie flere gange har brugt som sin politiske varedeklaration over for vælgerne. Han ville fremstå som den moderate republikaner, der ville skabe politiske resultater gennem samarbejde med demokraterne. Underforstået, at det er der ikke for meget af i Kongressen i disse dage.

Christie lagde da også kun meget lidt skjul på, at han har større ambitioner end til »blot« at være guvernør i New Jersey med godt otte mio. indbyggere. Hans sejrstale natten til i går rakte længere ud end til valgsejren i New Jersey. Det var en tale, hvor han kiggede frem mod det næste præsidentvalg i 2016, hvor rygtet vil vide, at han vil stille op som præsidentkandidat for Republikanerne.

Der er nu to store spørgsmål for Republikanerne: Virker Christies strategi – at amerikanerne vil have en moderat republikaner, der vil et samarbejde med demokraterne – på lang sigt, og er Christie den rette kandidat?

Kan han overleve en langvarig valgkamp med den størrelse, han har, og kan han tiltrække også de konservative vælgere i syden og f.eks. Iowa. Nogle republikanere peger på, at på trods af Christies moderate fremtoning, så er han erklæret abortmodstander, skeptisk over for homoseksuelle ægteskaber, går ikke ind for en skærpelse af våbenlovene og er på en lang række værdipolitiske områder en mere konservativ republikaner. Og så er der en række andre forhold, som er kommet frem. Da Chris Christie blev overvejet som vicepræsidentkandidat for Mitt Romney, blev han udsat for en undersøgelse. Og han havde som så mange andre politikere skeletter i skabene. Nogle af dem funderet på løse rygter. Men det er den slags, der uvægerligt kommer frem i præsidentvalgkamp.

Men uanset hvad, så er Republikanerne gået i tænkeboks. For der er noget at lære af valget i New Jersey.