Opdateret

Republikanerne har valgt Trump som præsidentkandidat

Trump ventes at takke ja til it partis nominering i en tale på torsdag, der er konventets sidste dag.

Donald Trump er mandag blevet udpeget som Republikanernes præsidentkandidat. Han håber nu at kunne generobre præsidentposten, som han seneste havde fra 2017 til 2021. Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Det Republikanske Parti i USA har valgt Donald Trump som partiets præsidentkandidat.

Det er sket på et partikonvent mandag.

Trump ventes at takke ja til nomineringen i en tale på torsdag, der er konventets sidste dag.

Det Republikanske Partis valg af ham som præsidentkandidat kommer ikke som en overraskelse for nogen.

Trump var den eneste kandidat, der var tilbage efter partiets primærvalg tidligere på året.

Hans sidste tilbageværende udfordrer, tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, trak sig i begyndelsen af marts fra kapløbet om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Dermed var vejen banet for, at Trump kan gøre endnu et forsøg på at komme tilbage til Det Hvide Hus, når USA holder præsidentvalg 5. november.

Her står han efter alt at dømme over for den nuværende amerikanske præsident, Joe Biden.

Joe Biden har den seneste tid dog mødt intern kritik i Det Demokratiske Parti, hvor nogle medlemmer mener, at præsidenten bør erstattes som kandidat.

Det skyldes særligt en tv-debat, hvor han ifølge kritikere fremstod usammenhængende over for Donald Trump. Siden har han blandt andet også forvekslet navnene på sin egen vicepræsident, Kamala Harris, og Trump.

Det har vakt bekymring om den 81-årige præsidents evne til fortsat at varetage den øverste politiske post i landet.

Intet konkret tyder dog på, at Biden er tæt på at blive afløst. Han har også selv flere gange afvist at trække sit kandidatur.

Det Republikanske Partis konvent, der finder sted fra mandag til torsdag, holdes i skyggen af dramatiske begivenheder i weekenden.

Her blev Donald Trump udsat for et attentat, der endte med, at han blev ramt af skud på højre øre.

Ekspræsidenten kunne ses med blod løbende ned fra højre øre. Men det blev også hurtigt meddelt, at han var i sikkerhed og havde det fint.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Trump har sagt, at han vil skrive sin store tale om. Den beslutning er taget efter lørdagens attentat.

Frem for for at påpege forskellene mellem sig selv og Biden, ventes Trump nu i stedet at opfordre til, at amerikanerne står sammen.

/ritzau/