Republikanere i Repræsentanternes Hus har tirsdag aften lokal tid stemt for en rigsretssag mod USA's minister for indenrigssikkerhed, Alejandro Mayorkas.
Mayorkas har blandt andet ansvar for grænsen til Mexico, og det er det, sagen drejer sig om.
Republikanerne beskylder Mayorkas for at føre slap politik, der har tilskyndet til illegal indvandring.
214 stemte for og 213 imod, da Huset godkendte to anklager mod Mayorkas.
Anklagerne lyder på, at Mayorkas ikke har håndhævet amerikansk immigrationslov, hvilket ifølge Republikanerne har ført til et rekordhøjt antal personer, der kommer ind i USA over grænsen til Mexico, samt at give falsk forklaring til Kongressen.
Det er dog meget usandsynligt, at Senatet, hvor Demokraterne har magten, vil stemme for at fjerne Mayorkas som minister.
Det er blot anden gang i historien og første gang i næsten 150 år, at Huset har stemt for en rigsretssag mod en minister.
Afstemningen tirsdag kommer efter en lignende afstemning i sidste uge, hvor det ikke lykkedes Republikanerne at mønstre et flertal.
Det republikanske medlem af Huset Steve Scalise var fraværende ved sidste uges afstemning, fordi han var til kræftbehandling. Denne uge var han til stede og kunne afgive en afgørende stemme.
Et rekordhøjt antal migranter har på ulovlig vis krydset grænsen fra Mexico, siden demokraten Joe Biden blev præsident i 2021.
Den tidligere republikanske præsident Donald Trump har gjort immigration til et vigtigt tema i sin valgkamp mod Biden.
Mayorkas har sagt, at han ikke har ansvaret for situationen ved grænsen. Han skyder skylden på et ødelagt amerikansk migrationssystem, som Kongressen ikke har været i stand til at reparere.
Forfatningseksperter og endda nogle republikanere siger, at Husets efterforskning af Mayorkas ikke har givet beviser for de "alvorlige forbrydelser", som den amerikanske forfatning siger skal være til stede, hvis der skal føres en rigsretssag.
Afstemningen tirsdag sker desuden en uge efter, at nogle republikanere i Senatet - på opfordring fra Trump - nedstemte en tværpolitisk aftale, der skulle adressere sikkerheden ved grænsen.
Det ville have være den mest gennemgribende ændring i grænsesikkerheden i årtier, siger fortalere for loven - blandt andet Mitch McConnell, der leder Republikanerne i Senatet.
Huset stemte for en rigsretssag mod Trump to gange. Det var, da Demokraterne havde magten i Huset. Begge gange blev han frifundet i Senatet, der var på republikanske hænder.
Biden giver hårde ord med på vejen til de republikanere, der stemte for rigsretssagen:
- Historien kommer ikke til at se venligt på Republikanerne i Huset for deres åbenlyse forfatningsstridige partiskhed, der i et forsøg på at lege smålige lege er rettet mod en ærefuld embedsmand.
/ritzau/Reuters