Republikanere modsiger Trump: Vil anerkende valgresultat

Donald Trump vil ikke svare på, om han vil acceptere valgresultatet, hvis vælgerne peger på Hillary Clinton.

Hvis Demokraternes kandidat, Hillary Clinton, vinder det amerikanske præsidentvalg i november, kan den republikanske kandidat, Donald Trump, ikke love, at han vil acceptere resultatet.

Under den tredje og sidste tv-duel mellem præsidentkandidaterne natten til torsdag dansk tid, nægtede Donald Trump nemlig at svare på, om han vil anerkende resultatet, hvis amerikanerne ikke vælger ham som præsident.

Men nu slår den republikanske nationalkomité fast, at partiet vil acceptere valgresultatet ved det amerikanske præsidentvalg. Det siger komitéens talsmand Sean Spicer ifølge AP

- Vi kommer til at respektere folkets vilje, siger Sean Spicer.

I øvrigt bliver det formentligt ikke et problem, fordi Trump vil vinde valget, tilføjer han.

Også republikanske senatorer opfordrer Trump til at acceptere valgresultatet, uanset hvilken side det falder ud til.

Blandt andre Lindsey Graham, som er senator i South Carolina, siger, at "Trump gør landet og partiet en stor bjørnetjeneste" ved at påstå, at valgsystemet er manipuleret. Det har Trump de seneste dage gentagne gange påstået.

Ved nattens tv-debat skød republikanernes kandidat også efter medierne

- Medierne er så uærlige. De forgifter vælgernes hjerner, men jeg tror, at de (vælgerne, red.) kan gennemskue det, sagde Trump.

/ritzau/