Donald Trump vidste allerede 7. februar, hvor dødelig coronavirussen var, men han valgte at nedtone truslen over for amerikanerne.
Det afslører en ny bog af den prisvindende og anerkendte journalist Bob Woodward, som er baseret på 18 interview med præsidenten fra december 2019 til juli 2020. Men ifølge Donald Trump var der god grund til at nedtone virussen.
»Jeg hepper på dette land. Jeg elsker vores land. Og jeg vil ikke have, at folk er bange,« forklarede han på et pressemøde onsdag ifølge The Washington Post:
»Jeg vil ikke skabe panik. Og selvfølgelig vil jeg ikke styre dette land eller verden imod det rene vanvid. Vi vil vise, at vi er selvsikre. Vi vil vise, at vi er stærke.«
Han siger noget lignende i Bob Woodwards bog. I et interview, som er dateret til 19. marts – altså efter at han har lukket USA ned – forklarer han, at han »nedtoner virussen, fordi han ikke vil skabe panik«.
Afsløringen har imidlertid hurtigt fået Donald Trumps kritikere til at beskylde ham for at have løjet om virussen og hævde, at han kunne have lukket landet ned tidligere og reddet tusindvis af liv, hvis han allerede i begyndelsen af februar forstod, hvor galt det stod til.
Præsidentens demokratiske konkurrent ved det kommende valg, Joe Biden, har beskyldt præsidenten for et »bedrageri, der handler om liv eller død for det amerikanske folk«.
»Han vidste det, og han nedtonede det bevidst. Værre endnu: Han løj for det amerikanske folk. Han vidste det og løj velvilligt om den trussel, virussen repræsenterede i månedsvis,« lød det fra Biden, da han onsdag holdt en valgtale på en fabrik i Warren i Michigan.
Sådan har Demokraterne taget imod afsløringen i Bob Woodwards bog:
Ifølge bogen, som hedder »Rage« (Raseri), fik Donald Trump 28. januar 2020 en »skurrende« advarsel om, at covid-19 kunne blive »den største nationale sikkerhedstrussel« i hans præsidentperiode.
Bob Woodward har siden forklaret, at det tog ham næsten fire måneder at finde ud af, at advarslen kom fra præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, Robert O'Brien.
Tre dage senere annoncerede Donald Trump indrejseforbud for alle rejsende, der ville til USA fra Kina – et træk, der siden har fået en del kritik fra Demokraterne, fordi coronavirussen som bekendt allerede da spredte sig i USA.
7. februar fortalte Donald Trump så til Bob Woodward – og dette er underbygget med optagelser af interviewet – at virussen »rejser gennem luften«.
»Det er altid sværere end med berøring. For du behøver ikke at røre ved ting. Vel? Men luften, du skal bare trække vejret, og så kan du få det på den måde. Så det er meget svært. Det er en meget delikat en. Det er også mere dødeligt end selv en hård forkølelse,« siger han i interviewet:
»Det her er noget dødeligt noget.«
Det står i kontrast til det, han blev citeret i alverdens medier for at sige flere uger senere – i slutningen af februar.
»Det kommer til at forsvinde. En dag – ligesom et mirakel – kommer det til at forsvinde,« sagde han på et pressemøde.
Men Donald Trump, som i øvrigt omtaler Bob Woodwards bog som endnu et karaktermord på ham, fastholder, at det var nødvendigt at sige sådan om virussen for at undgå panik i landet. Og han får opbakning fra USAs pendant til Søren Brostrøm, Anthony Fauci.
I Bob Woodwards bog er Anthony Fauci citeret for at sammenligne Donald Trumps koncentrationsevne med »et minustal«, og han siger blandt andet også, at Trumps »eneste mål er at blive genvalgt«.
De citater kan Anthony Fauci ikke genkende i dag, fortæller han til Fox News. Men han mener ikke, at Donald Trump har forvrænget fakta om coronavirussen.
»Jeg har aldrig fået indtryk af, at han forvrængede noget som helst. I mine samtaler med ham, har vi altid været meget ligefremme omkring de bekymringer, vi havde, og jeg fortalte ham om mine. Og når han gik ud, ville jeg høre ham diskutere de samme ting,« forklarer Fauci til Fox News.
Den republikanske senator Lindsey Graham, en af præsidentens tætte allierede i Kongressen, har også taget Donald Trump i forsvar.
»Jeg synes ikke, han behøvede at gå på TV og skrige, at vi alle skulle dø,« siger han til The Washington Post.
Selv Bob Woodward har – måske uforvarende – forsvaret præsidenten, efter at han selv har fået kritik for ikke at trykke sine afsløringer tidligere i pandemien, så flere liv kunne være reddet.
Han mener nemlig ikke, at Donald Trump sagde noget i interviewene, som udgjorde en »reel sundhedstrussel«, forklarer han til The Washington Post.