Republikanere i oprør mod »heksebryg« fra Det Hvide Hus

Det republikanske parti er ved at kappe båndene til Det Hvide Hus. Senator McCain langer hårdt ud efter vicepræsident Cheney for at have »fejlhåndteret« Irak-krigen med sit »heksebryg«. En presset præsident Bush talte i nat til nationen.

Præsident George W. Bush ankommer til Det Hvide Hus dagen ind, han skal holde sin store tale om nationens tilstand til den amerikanske nation. Foto: Jason Reed/Reuters Fold sammen
Læs mere

Præsident George W. Bush holdt i nat sin årlige tale om nationens tilstand, men det var i ligeså høj grad præsidentens egen tilstand, der på forhåndvakte bekymring. Sjældent har en amerikansk præsident været så upopulær, som Bush er lige nu, og sjældent er han selv og hans nærmeste folk blevet udsat for så grove angreb fra deres bagland.

Senator John McCain, der er en af Republikanernes favoritter til at afløse Bush om to år, chokerede i går partiet ved at gå i frontalangreb på vicepræsident Dick Cheney og den tidligere forsvarsminister, Donald Rumsfeld.

»Præsidenten har lyttet for meget til vicepræsidenten. (...) Selvfølgelig bærer præsidenten det ultimative ansvar, men han er blevet meget dårligt betjent afbåde vicepræsidenten og især forsvarsministeren,« sagde McCain med henvisning til Donald Rumsfeld, derblev fyret efter Republikanernes katastrofale midtvejsvalg i november.

»Rumsfeld vil sammen med McNamara gå over i historien som en af de værste forsvarsministre nogensinde,« forudså McCain. Robert McNamara var forsvarsminister under Vietnam-krigen.

For få tropper

John McCain, der ellers er en af arkitekterne bag den seneste optrapning af amerikanske kamptropper i Irak, kritiserede præsidenten for ikke at ville sende flere end 21.000 ekstra tropper. McCain havde anbefalet op mod 50.000 tropper og slog i går fast, at Cheney har »fejlhåndteret« krigen lige fra begyndelsen og fodret præsidenten med »heksebryg« frem for fakta.

Den amerikanske befolkning skelner ikke på samme måde mellem om det truende nederlag i Irak er præsidentens eller vicepræsidentens skyld. Ifølge nye meningsmålinger placerer de alt overvejende ansvaret hos den mand, der har ansat og holdt fast ved Cheney og Rumsfeld trods adskillige advarsler gennem deseneste år - nemlig Bush.

Indvandrere

Da han i nat gik på talerstolen i Kongressen, var det som en af de mest upopulære præsidenter i nationens historie. Kun to gange tidligere har en præsident stået med dårligere opinionstal under den årlige tale, der er en stor begivenhed i amerikansk politik - Harry Truman i 1952 under Korea-krigen samt Richard Nixon i 1974 under Watergate-skandalen.

Ifølge Washington Post godkender 33 procent af amerikanerne præsidentens indsats. Ifølge TV-stationen CBS er det blot 28 procent. Samtidig tager stadig flere kraftigt afstand fra præsidentens politik, og op mod 70 procent er imod optrapningen i Irak.

Tallene får også andre partifæller end John McCain til at reagere. Den tidligere flådeminister og republikanske formand for Senatets forsvarsudvalg, John Warner, har taget initiativ til en resolution, der kritiserer optrapningen og anbefaler præsidentenen ny strategi. Warner har ellers i de seneste fire år været en af de varmeste støtter bag Bushs Irak-politik.

Udover Irak forventedes nattens tale at handle om illegale indvandrere, sygesikring, og hvordan USA bliver uafhængig af Mellemøstens olie.