Det er af afgørende betydning, at Kongressen i USA står samlet om at respektere både Danmarks og Grønlands suverænitet.
Sådan lyder det fra republikaneren Thomas "Thom" Tillis, der er senator i den amerikanske delstat North Carolina, i en pressemeddelelse.
- Særligt i lyset af Danmarks tidlige og urokkelige støtte til USA efter angrebene 11. september 2001, uddyber han.
Han rejser sammen med syv demokrater fra Senatet og Repræsentanternes Hus til København fredag for at mødes med repræsentanter fra den danske og grønlandske regering samt erhvervsledere.
Det forventes, at flere deltagere vil tilslutte sig delegationen. På nuværende tidspunkt er det dog kun Tillis, der repræsenterer Det Republikanske Parti i delegationen.
Republikanske Tillis understreger i pressemeddelelsen, der er udsendt fra den demokratiske senator Chris Coons' kontor natten til tirsdag, at den tværpolitiske delegation fra Kongressen blandt andet har til formål at bekræfte "den langvarige alliance mellem USA og Danmark".
Omdrejningspunktet for møderne bliver ifølge pressemeddelelsen at fremhæve støtten til Kongeriget Danmark og diskutere, hvordan man kan uddybe partnerskabet "i overensstemmelse med vores fælles principper for suverænitet og selvbestemmelse".
I København skal delegationen blandt andet mødes med repræsentanter for Udenrigspolitisk Nævn.
Besøget sker i en tid, hvor USA's republikanske præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om et amerikansk ejerskab af Grønland.
Nogle af Trumps egne partifæller har taget afstand til udtalelserne - herunder Thom Tillis, der tidligere har afveget fra præsidentens politiske retning, hvilket også har kastet kritik af sig fra Trump mod Tillis.
Til The Wall Street Journal lød det fra Tillis i sidste uge, at man ikke kan annektere Grønland, da det ville kræve en invasion eller overgivelse fra Danmarks side.
- Derfor vil det aldrig ske, lød det fra ham.
Senest rettede Tillis, der ikke genopstiller til Senatet ved midtvejsvalget, kritik mod Trumps vicestabschef i Det Hvide Hus, Stephen Miller, i et interview med CNN.
Det var blandt andet en kommentar til, at Miller har stillet spørgsmål til, med hvilken ret Danmark hævder at have kontrol over Grønland.
- Enten må Stephen Miller holde sig til et område, hvor han ved, hvad han taler om, eller også må han forlade sit job, sagde Tillis til CNN fredag.
/ritzau/
