Repræsentanternes Hus vedtager Irak-tilbagetrækning

Selv om præsident Bush truer med et veto, har Repræsentanternes Hus igen vedtaget en lov om tilbagetrækning af amerikanske soldater fra Irak.

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus trodsede torsdag Det Hvide Hus' trussel om at nedlægge veto og vedtog et lovforslag om at trække de amerikanske soldater ud af Irak inden 1. april 2008.

Med stemmerne 223 for og 201 imod vedtog Repræsentanternes Hus, hvor Det Demokratiske Parti har flertallet, loven.

Håbet er, at det vil presse Kongressens andet kammer, Senatet, til at vedtage en tilsvarende tidsplan i forbindelse med en lov om militærpolitik, som netop nu er til debat i Senatet.

Det er tredje gang i år, at Repræsentanternes Hus har stemt om en tilbagetrækning af de amerikanske soldater i Irak. Første gang blev loven stemt ned i Senatet, og anden gang benyttede præsident George W. Bush sig af muligheden for at nedlægge veto mod tilbagetrækningen.

/ritzau/