Dele af en amerikansk budgetaftale er onsdag aften stemt igennem i Repræsentanternes Hus og skal nu videre til Senatet.

Det skriver CNN, der kalder det et gennembrud, efter Kongressen i måneder har stemt midlertidige aftaler igennem.

Aftalen, som blev stemt igennem med 339 stemmer mod 85, finansierer dele af det føderale statsapparat og dækker over hele finansåret 2024.

Den nuværende finansieringsaftale stod til at udløbe fredag og den 22. marts.

Var der ikke blevet vedtaget en ny, ville det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor.

Aftalen, der onsdag aften er stemt igennem, omfatter finansiering til blandt andet landbruget, retsvæsenet, transport, boliger og byudvikling og andet, skriver CNN.

Hvis Senatet stemmer den igennem fredag, skal den omkring USA's præsident, Joe Biden, der som det sidste skal underskrive den for at afværge en delvis nedlukning.

Aftalen dækker dog mindre end en tredjedel af det samlede budget, og nogle af de mest omstridte kampe er ikke en del af denne aftale. Det er andre dele, som skal nå forbi Bidens bord inden 22. marts, skriver nyhedsbureauet AFP.

Til trods for, at USA er knap halvvejs gennem finansåret 2024, har der været store problemer med at lande en endelig budgetaftale.

Man har i stedet løbende vedtaget midlertidige finansieringsaftaler, som skulle sikre, at det føderale statsapparat ikke går i stå.

Den seneste blev vedtaget 1. marts, hvor dele af den strækker sig til fredag og andre til 22. marts.

Udløber sådan en midlertidig aftale, uden at der vedtages en ny, vil det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor.

En række aktiviteter som finanstilsyn og forskning ville desuden blive påvirket. Nationalparker ville også lukke.

/ritzau/