Et snævert flertal i Repræsentanternes Hus har natten til onsdag stemt for et forslag, der skal gøre det muligt at indføre skattelettelser i USA for 4500 milliarder dollar og besparelser for 2000 milliarder dollar.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
217 stemte for forslaget, mens 215 stemte imod. Ét republikansk medlem af Repræsentanternes Hus stemte imod. Ingen demokrater stemte for forslaget.
Forslaget skal ifølge nyhedsbureauet Reuters senere i år gøre det muligt at forlænge skattelettelser, der blev indført af USA's præsident, Donald Trump, i 2017.
En del af forslaget er desuden at udvide gældsloftet.
Planen skal være med til at finansiere præsident Donald Trumps planer om udvisning af illegale immigranter, styrke sikkerheden ved de amerikanske grænser og udgifter til militæret.
Forslaget forventes senere at skulle til afstemning i Senatet, der er den anden halvdel af USA's Kongres. Det er uklart, hvornår det vil ske.
- Vi har en masse hårdt arbejde foran os, men vi kommer til at levere på "America first"-politikken, siger Mike Johnson, der er formand for Repræsentanternes Hus, efter afstemningen.
Johnson aflyste tidligere på aftenen afstemningen om forslaget. Herefter fik medlemmerne af Repræsentanternes Hus besked om, at der ikke ville være flere afstemninger tirsdag aften lokal tid.
Aflysningen af afstemningen skete ifølge Reuters, fordi det ikke var lykkedes Republikanerne at sikre tilstrækkeligt med stemmer til at give forslaget grønt lys.
Få minutter senere meddelte Johnson dog, at afstemningen alligevel ville finde sted.
Forinden havde Johnson og flertalslederen i Repræsentanternes Hus, republikaneren Steve Scalise, brugt flere timer på at overtale modvillige republikanske politikere til at stemme for forslaget.
Ifølge Johnson og Scalise henvendte Trump inden afstemningen sig også til flere af de republikanske politikere, der havde udtrykt modvilje mod forslaget.
/ritzau/
