Mens sikkerhedssituationen i Europa og Arktis bliver mere og mere alvorlig, kigger lande mod nye måder at udvide sit forsvar og sit beredskab på.

Derfor ser Sverige nu på, om rensdyrhyrder kan komme til at spille en rolle i Sveriges såkaldte totalforsvar.

Forslaget kommer fra flere samiske institutioner, der presser på for, at dette vil kunne lade sig gøre. Det kan Sveriges Radio fortælle.

Sverige arbejder generelt på at styrke sit totalforsvar – det vil sige hele samfundets evne til at modstå og håndtere kriser, herunder krig eller alvorlige trusler.

Rensdyrhyrderne i Sverige kan blive en del af landets totalforsvar, fordi deres viden og tilstedeværelse i fjerntliggende områder er strategisk vigtig.

Deres funktion som en del af forsvaret af Sverige vil være, at de frivilligt kan bidrage med lokal viden og tilstedeværelse i områder med særlig strategisk betydning.

Derfor kan hyrderne komme til at fungere som lokalobservatører i grænseområder og være underordnet de væbnede styrker, siger formanden for Det Svenske Samiske Rigssamfund, Matti Blind Berg, til radioen. 

Formanden for den samiske organisation besøgte en hjemmeværnsorganisation i Canada i foråret, der omfatter mange af landets oprindelige folk. Det mener han også, at Sveriges samer kan bidrage til.

»'Øjne og ører på jorden', som man sagde i Canada. Det er helt sikkert en opgave for samiske landsbyer, hvis vi skulle opnå en sådan funktion,« siger han.

Samtidig understreges det dog, at forslaget ikke er uden udfordringer. En af de centrale bekymringer er, at rensdyrhyrderne kunne blive et mål i en konflikt, hvis de opfattes som del af forsvaret.

Der er også bekymring i den samiske befolkning omkring Sveriges forsvarssamarbejde med USA, og hvordan det påvirker samiske rettigheder og traditioner.