Rengøringshjælpen har sagt op

Berlingske korrespondent i London har mistet sin rengøringshjælp. Læs hvorfor.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Min rengøringshjælp har sagt op. Det har intet med mig at gøre, for hun har ikke noget imod at gøre rent hver 14. dag i den lille lejlighed syd for Themsen. Den unge kvinde syntes imidlertid ikke, at hun blev respekteret af sit rengøringsfirma, og var i øvrigt træt af at blive trukket i løn og være ansat på en af de britiske arbejdskontrakter, som er uden rettigheder og uden garanti for timetal.

Vi havde vekslet nogle ord om hendes job et par uger forinden. Det er vel ikke så slemt et firma, havde jeg sagt lidt forhåbningsfuldt. Hun trak på det, så jeg skyndte mig at supplere med, at jeg ikke er naiv. For det er jo London, og det er garanteret en benhård forretning, men det kunne vel være værre?

»Ja, det er for det meste OK, men du ved vel, hvordan de bare trækker os i løn? Der er tit problemer med togene, og hvis vi ikke kan nå frem, tager de ti pund af lønnen. Engang var jeg syg og skulle til læge – dér tog de også ti pund. Og kommer vi frem til en lukket dør, får vi nok betalt rejsen, men vi bliver ikke betalt for de timer, der var aftalt til rengøring,« fortalte kvinden.

Hun fortalte også, at hun engang havde gjort rent i et hus, hvor hun ikke kunne finde lagner at skifte med. Derefter mente ejeren, at der ikke var gjort rent, og så blev hun trukket i lønnen. Hun fik dog senere overbevist firmaet om, at det ikke var hendes fejl.

»Men firmaet burde have stolet på mig i første omgang, da jeg sagde, at jeg havde været der, synes du ikke?«

Rengøringsfirmaet er en fornøjelse at arbejde sammen med som kunde. De er venlige og effektive. De ringer, hvis der er problemer, sender huskemails, og man kan aflyse en rengøring helt frem til ét døgn før aftalt tid. Tidligere var det to døgn – »ellers koster det ti pund til at dække for din rengøringshjælps rejseudgifter«, som der står på hjemme­siden.

Al kommunikation finder sted på nettet med brug af fornavne, og man kan logge sig ind og se et billede af rengøringshjælpen iført T-shirt med selskabets logo. Firmaet sender en e-mail efter hvert besøg og opfordrer til, at man tildeler besøget fra nul til fem stjerner alt efter, hvor tilfreds man er med arbejdet.

»Det er noget, som de holder for sig selv. Vi får det ikke at se, og vi kan ikke give kunderne stjerner. Nogle gange kommer jeg ud til en svinesti. Især hos unge englændere. Jeg ved ikke, hvad de tænker på. En gang begyndte jeg at græde over den rengøring, som jeg skulle i gang med.«

Kvinden er en af Londons mange lavt betalte arbejdere. Den britiske mindsteløn er ikke høj, og mange må arbejde for langt under 100 kroner i timen ansat som »selvstændige« i »gig-økonomien«, hvor man bliver betalt per opgave, eller på »zero hours- kontrakter«, hvor man får løn efter det skiftende timetal, som arbejdsgiveren vælger at tildele den ansatte.

En del af Londons lavt betalte har i undersøgelser oplyst, at den varierende arbejdsform passer dem, fordi de tjener til studierne, eller fordi det giver dem frihed til at søge andet eller mere arbejde og tjene mere, end de ellers ville have gjort. Mange har dog ikke andet valg. Der kan dog være nuancer. Eksempelvis er min rengøringshjælp fra Bulgarien. Hendes forældre er også i London, hvor faren arbejder som bygningsarbejder. Kvinden fremhæver dog, at den lave løn dog er langt højere end det, hun kunne gøre sig håb om at tjene i sit hjemland. Nu håber hun på en tilværelse i Storbritannien og regner med at kunne begynde på en uddannelse til foråret.

Hun har nu besluttet, at hun lige så godt selv kan finde sine kunder – dem, der sætter pris på netop hendes arbejde – og på den måde få en højere timeløn, fordi firmaet ikke længere kan tage sin del.

Jeg vil også lave en personlig aftale med en rengørings­hjælp. Jeg skal så selv beslutte, i hvilken grad jeg vil værdsætte arbejdet og respektere personen bag. Det bliver måske ikke helt så gnidningsløst som gennem rengøringsfirmaet, og det er heller ikke nødvendigvis ideelt.

Men jeg kan ikke længere lade, som om jeg kan trykke ansvaret væk med et klik.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere