Rekordstor aktienedtur på Pakistans børs

Børsen i Karachi i Pakistan er genåbnet efter Benazir Bhuttos død. Aktiekurserne faldt dog drastisk på den første handelsdag, hvor markedet stadig var i chok.

Aktiekurserne på Pakistans børs i Karachi raslede i dag ned og lukkede 4,7 procent lavere, hvilket af aktiehandlerne på stedet blev betegnet som et af de voldsomste fald nogensinde.

Børsen genåbnede efter de tre dages landesorg, som regeringen indførte efter torsdagens drab på oppositionslederen Benazir Bhutto.

Aktierne styrtdykkede efter blot et par minutters handel, da investorer frygter, at den muslimske atommagts 145 milliarder dollar (735 mia. kr.) store økonomi vil lide skade under det politiske kaos efter mordet på Bhutto.

- Dette er et historisk stort fald og udtryk for uroen i hele landet. For hvem vil investere i markedet, når politiske ledere bliver dræbt, og der er optøjer, sagde Nabel Jafar, som er salgschef for Zafar Moti Capital Securities.

Karachis KSE 100 Index endte på 14,077 point, 656 point lavere end torsdag, hvor Bhutto blev dræbt.

/ritzau/AFP