Rekordmange belgiere i lækkede IS-dokumenter

Lækkede IS-dokumenter omfatter mindst 22 belgiere. Blandt dem en asylansøger, der kom til EU for at arbejde, men endte med at slutte sig til IS. Andre er jihadister med tilknytning til terrorangrebene i Paris og Bruxelles.

Belgisk politi ransagede i april et nabolag i Etterbeek i Bruxelles. Siden terroranslaget 22. marts har de belgiske myndigheder foretaget en række arrestationer. Foto: Stephanie Lecocq/EPA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Antallet af belgiske jihadister i nyligt lækkede dokumenter fra Islamisk Stat bliver ved med at vokse.

Torsdag offentliggjorde den arabiske TV-station al-Alaam navnene på 16 belgiske jihadister. I dag kan Berlingske i samarbejde med den belgiske avis De Tijd afsløre, at mindst 22 belgiske jihadister står nævnt i dokumenterne. Kun tre af navnene har været offentliggjort i Belgien. Det har nu fået den belgiske statsanklager Fréderíc Van Leeuw til at gå ind i sagen for at undersøge, om de belgiske myndigheder eventuelt har overset belgiske jihadister i efterforskningen af terrorangrebene i Bruxelles 22. marts i år, der dræbte 32 personer.

Flere af de 22 jihadister har direkte eller indirekte tilknytning til den celle, der udførte terrorangrebet i Paris i november 2015. Samtidig antyder dokumenterne, at en række af dem har meget centrale positioner hos Islamisk Stat.

De forskellige profiler

Yussef Bazarouj, som ifølge dokumenterne rejste til Islamisk Stat i juli 2014, blev anbefalet af Abdelhamid Abaaoud, hjernen bag angrebene i Paris. Barazoujs familie, der bor i det berygtede Molenbeek-kvarter i Bruxelles, mistænkes også for at have holdt den nu tilfangetagne terrorist Salah Abdeslam skjult efter Paris-angrebene.

ENGLISH VERSION:

Sami Zarrouk, en nu 32-årig belgier fra Molenbeek, sluttede sig til Islamisk Stat i juli 2013. I februar 2015 udstedte de belgiske myndigheder en international arrestordre på ham, fordi han kædes sammen den celle, der udførte angrebene i Paris og senere angrebene i Bruxelles.

Men dokumenterne løfter også sløret for historien om Adam, en 22-årig mand fra Tunesien, der ifølge sin egen families udsagn sejlede over Middelhavet for at søge asyl med andre flygtninge under det arabiske forår. Han ankom til den italienske ø, Lampedusa, men fortsatte sin rejse og endte med at få asyl i Belgien. Her blev han angiveligt radikaliseret. I juli 2014 rejste han tilbage til Mellemøsten og sluttede sig til Islamisk Stat.

En anden af de belgiske jihadister, der kalder sig Abu Elias, var gift og far til tre, da han drog afsted mod Syrien. I dokumentet, der er baseret på 23 personlige spørgsmål, oplyser Abu Elias, at han ønsker at melde sig som »mukatil«, det arabiske ord for »kriger« hos Islamisk Stat. Men han døde 18. juni 2015 i en selvmordsaktion i Syrien mod de kurdiske YPG-styrker.

Danskere i lækkede dokumenter

Siden angrebene i Bruxelles har de belgiske myndigheder foretaget en række arrestationer. Men ingen har overblik over, hvor mange jihadister og lande cellen fra Molenbeek kæder sammen.

Berlingske er kommet i besiddelse af de lækkede IS-dokumenter via Ethar Abdulhaq fra det syriske medie Zaman al-Wasl. Dokumenterne omfatter tusinder af krigere fra en lang række lande, inklusive Danmark. De danskere, som for nylig blev arresteret i en omfattende politiaktion, og som nu er anklaget for at have sluttet sig til Islamisk Stat, står alle nævnt i de lækkede dokumenter.