Rekonstruktion af angrebet på »Mavi Marmara«

Nye vidnesbyrd skildrer, hvordan tyrkiske aktivister om bord på »Mavi Marmara« tog tre israelske kommandosoldater til fange. Marinesoldater skød deres kammerater fri og dræbte ni aktivister.

Video optaget af det israelske søværn viser herover ifølge militæret, hvordan tyrkiske aktivister om bord på »Mavi Marmara« smider en israelsk soldat over bord Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TEL AVIV: Før daggry sidste mandag morgen var israelske marinesoldater på vej til det tyrkiske skib »Mavi Marmara«, som tropperne nåede i internationalt farvand - 65 kilometer fra Gazas kyst. Ifølge vidnesbyrd fra en marinesoldat var humøret højt:

»Op til en operation sidder vi normalt i helikopterne og er stille som graven. Vi er anspændte og bekymrede. Denne gang var det anderledes; vi var selvsikre, talte og fyrede vittigheder af,« siger han til den britiske avis The Times.

Kaptajn »R«, den officer der senere blev smidt i vandet, og andre kommandører indrømmer i interviews, at de primært var forberedt på en konfrontation med »fredsaktivister.« Ifølge israelske kilder var operationen baseret på overfladiske efterretninger, der beskrev de ombordværende som »fredsaktivister.« Denne beskrivelse holdt stik for fem bådes vedkommende, men ikke for den sjette, »Mavi Marmara«, hvor aktivister fra den tyrkiske organisation IHH befandt sig. En fransk efterretningsrapport konkluderer, at IHHs ledere rekrutterer aktivister til Jihad-operationer og sender dem ind i krigszoner. En CIA-rapport offentliggjort efter 11. september 2001 fortæller, hvordan IHH var i kontakt med Iran og med grupper i Algeriet. En rapport fra Det Danske Institut for Internationale Studier, DIIS, beskrev i 2006, at IHH i 1990erne havde bånd til al-Qaeda og andre netværk.

Lynchstemning

Marinesoldaterne gik ind i kampzonen bevæbnede med paintball-rifler og pistoler i deres skudsikre veste. Paintball-riflerne kom aldrig i brug; soldaterne greb i stedet til pistolerne.

Operationsplanen bestod af en kombination af ankomst af helikoptere - »Støjende bølge« - og ankomst af både - »Stille bølge.«

Den første helikopter nåede kun at fire fire af mere end 30 soldater ned via et reb, før den var nødt til at gå op igen, fordi de tyrkiske aktivister var ved at binde helikopterens reb til skibet. De fire soldater var dermed alene - omringet af rasende aktivister.

Israels militær beskriver over for Berlingske Tidende stemningen som en »lynchstemning« Der gik et par minutter, inden yderligere ti soldater blev firet ned på skibets dæk, og israelske soldater fra skibene var også forsinkede, fordi de mødte massiv modstand, da de klatrede op ad stigerne på »Mavi Marmara«.

»De kom for at dræbe os«

I løbet af få sekunder ændrede operationen karakter fra at være en kapringsmission til at være en redningsaktion for at få de tilfangetagne soldater ud af aktivisternes greb. Ifølge Israels militær blev soldaterne overfaldet af aktivister med køller og knive, der stjal soldaternes pistoler. Ifølge »S«, den sidste kommandosoldat, der som nummer femten rappellede ned på »Mavi Marmara«, så han »tre af sine kommandører ligge sårede - en med et skudsår i maven, en anden med skudsår i knæet. En tredje var bevidstløs med en revne i kraniet fra et slag med en metalstang.«

Til Jerusalem Post fortæller »S«, der egenhændigt dræbte seks aktivister:

»Disse mænd var uden tvivl terrorister. Jeg kunne se den morderiske vrede i deres øjne, og at de kom for at dræbe os.«

Ifølge de tyrkiske aktivister afværgede de imidlertid de aggressive soldater. En af aktivisterne, der overfor den tyrkiske avis Hurriyet identificerer sig selv om Mahir Tan fortæller, hvordan han tog en af soldaternes pistoler og »en anden frivillig smed våbnet i havet. »Vi overvejede ikke at bruge våbnene mod israelerne, der dræbte to af vores brødre.«

»Til trods for den sorg og anger, vi følte over vore brødre - satte vi dem (soldaterne, red.) fri. Kommandosoldaterne var morderne, og vi var forsvarerne. Vi kæmpede for at beskytte vore liv. De behandlede os meget dårligt, som hunde - selv kvinderne og de ældre. De lod os ikke gå på toilettet eller tilbød os mad eller vand,« fortæller Mahir Tan til den tyrkiske avis.

Aktivisten Kenneth O'Kee-fe, siger ligeledes, at kommandosoldaterne blev ført ned i bunden af skibet, efter at deres våben var blevet smidt i havet. »De tre kommandosoldaters liv var i vore hænder - vi kunne have gjort med dem, hvad vi ville.«

Men aktivisterne ville ikke dræbe soldaterne, lyder det:

»Vi brugte ikke våbnene mod de israelske soldater. Jeg tømte magasinet og tog kuglerne ud - vi kom ikke for at slås,« understreger han overfor Hurriyet. »De så på os og troede, vi ville dræbe dem, men vi lod dem gå.«

Nakkeskud

En fotograf fra den arabiske TV-station Al Jazeera beskriver, hvordan soldaterne blev taget til fange og ført ned i bunden af skibet.

Aktivisterne »førte de sårede israelske soldater til de lavere dæk. Tyve af dem dannede et menneskeligt skjold for at forhindre de øvrige israelske soldater i at nå frem til deres sårede kammerater. Via en højttaler meddelte de israelerne, at de først ville blive befriet, efter at IDF - det israelske militær - havde ydet førstehjælp til alle de sårede.«

Ifølge fotografen »tog det ti minutter, før de israelske soldater begyndte at skyde: en af de ombordværende aktivister fik en kugle i hovedet, en anden blev skudt i nakken.« Soldaterne skød på de aktivister, der bevogtede maskinrummet, hvor en israelsk soldat var bundet til vandrørene. De øvrige sårede soldater, som aktivisterne brugte som forhandlingsobjekter, var flygtet og hoppede i havet. Ni tyrkiske aktivister blev dræbt under aktionen.