Opdateret

Rejsevejledning til Polen skærpes efter nedskydning af droner

Vær opmærksom og følg anvisningerne fra de polske myndigheder, lyder det i en opdateret rejsevejledning.

Polen ser med stor alvor på krænkelserne af landets luftrum, lyder det fra premierminister Donald Tusk. (Arkivfoto). Kacper Pempel/Reuters

- Vær opmærksom og følg de lokale myndigheders anvisninger, lyder det fra Udenrigsministeriet i en opdateret vejledning til Polen-rejsende.

Opdateringen kommer, efter at Polen natten til onsdag ifølge premierminister Donald Tusk blev "krænket af et meget stort antal russiske droner".

- De droner, der udgjorde en direkte trussel, blev skudt ned, skriver Tusk på mediet X.

Det førte en overgang til lukning af fire lufthavne, herunder Warszawa-lufthavnene Chopin og Modlin samt lufthavnene i Lublin og Rzeszow.

Desuden blev borgere - særligt i provinserne Podlaskie, Mazowieckie og Lubelskie - opfordret til at blive hjemme.

Ifølge Tusk var krænkelserne af Polens luftrum formentlig en provokation i stor skala.

Der er ifølge premierministeren ikke nogen tilskadekomne, og der er heller ikke nogen grund til at gå i panik, lyder det.

- Følg altid de lokale myndigheders anvisninger. Hold dig opdateret via medierne, lokale myndigheder, dit hotel, rejsebureau eller flyselskab, skriver Udenrigsministeriet i rejsevejledningen.

Polen har flere gange i løbet af den foreløbigt mere end tre og et halvt år lange krig mellem Rusland og Ukraine aktiveret landets luftvåben.

Ifølge Reuters er det dog første gang i løbet af krigen, hvor Polen har aktiveret luftvåbnet over landets hovedstad, Warszawa.

Det er endnu uklart, om de formodede russiske droner blev sendt ind over polsk luftrum som følge af en bevidst handling, eller om det skete ved en fejl.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er dog ikke i tvivl.

- Det var ikke blot en "Shahed", siger Zelenskyj på sociale medier med henvisning til en specifik dronetype.

- Det ville man kunne kalde en ulykke.

- Men mindst otte angrebsdroner var rettet mod Polen, skriver den ukrainske præsident.

/ritzau/