Rejsende i engle

Da norske prinsesse Märtha Louise giftede sig med forfatteren Ari Behn, byttede hun apanage og titelbort med friheden til at bestemme over sit eget liv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis De altid har gået med et skjult ønske om at deltage i en englekongres, ja, så er chancen der nu. I tilgift kan De møde en prinsesse. Nordisk Englekongres (!) løber af stablen for første gang i Vejle Musikteater i morgen og interessen har været enorm. Prinsessen er norske Märtha Louise, som med sin medforfatter Elisabet Samnøy - uddannet skibsmekaniker - nu får udgivet deres kontroversielle bog fra 2009 på dansk med titlen Mød din skytsengel. I et fælles foredrag vil de to forfattere give et indblik i meditationsteknikker og fortælle om engles betydning; inden da spiller Lars Muhl og Githa Ben-David sange fra deres nye CD, To Heal the Space Between Us og SÅ er scenen sat!

Prinsesse Märtha Louise får brug for vinger i et tætpakket program: I dag er der premieresignering i Salling Stormagasin på Strøget i Aarhus og mandag arrangeres workshop i legendariske Mejlgade i Århus. Her bor Lemuel Books med forlagsdirektør Kirsten Puggaard, som udgiver den danske udgave af bogen, der vakte så voldsom opstandelse i Norge. Den blev sågar fordømt af biskopper og - blandt meget andet - betegnet som åndeligt kvaksalveri. Faktisk var mediestormen i Norge så hektisk, at prinsessen endte med at sygemelde sig.

Snart 40-årige prinsesse Märtha Louise er ældste barn af kong Harald og dronning Sonja og storesøster til kronprins Haakon - og varm tilhænger af, at fantasien i vor tid ikke undergraves, men underbygges. Som et usædvanligt sensitivt barn havde hun evnen til at »kunne se« menneskers indre, og besluttede senere at uddanne sig til fysioterapeut ud fra forståelsen af, at kroppen rummer sin egen visdom. Således har sjælsarbejde og det spirituelle altid haft hendes interesse - suppleret med engelskstudier ved Oxford University.

For ni år siden sagde prinsessen ja til ægtemand og forfatter Ari Behn - og byttede samtidig apanage og titlen Kongelig Højhed bort med friheden til at bestemme over eget liv. Prinsessen ville tjene sine penge selv og etablerede énmandsfirmaet Prinsesse Märtha Louise Kulturformidling. Et navn, der ophidsede nordmændene, som mente, at hun dermed blandede kommercielle interesser og opgaver for kongehuset sammen.

Hendes virksomhed som kongelig kulturformidler omfatter oplæsning af eventyr i TV, skoler og børnehaver og på større scener rundt om i Norge - når der ikke lige skrives børnebøger. Men den bog, hun udgav sammen med sin mand - Fra hjerte til hjerte, der lidt eventyragtigt handler om deres pilgrimsvandring før brylluppet - blev sablet ned af norske kritikere, der mente, at man kunne drage til fjelds efter de litterære kvaliteter.

Det er imidlertid ikke det eneste firma, Märtha Louise driver. Næh, man kan også komme på engleskole hos prinsessen! I en herskabslejlighed bag kongeslottet i centrum af Oslo ligger den engleskole, hun og Elisabet Samnøy nu har drevet sammen i fem år under navnet Astarte Education. De to lærere kan med glæde konstatere, at første kuld elever nu har bestået eksamen - og måske titulerer sig cand.engel?

Prinsessen og Ari Behns private bolig er et 250 kvadrameter stort hus ugenert beliggende i Lommedalen i Bærum nær Oslo. Her kan børnene Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Talluah - henholdsvis otte, seks og to år - boltre sig. Og det så englene synger.