Senegals nuværende regeringsparti, Pastef, hævder natten til mandag at have sikret sig en komfortabel sejr efter søndagens parlamentsvalg.

En talsperson for regeringen siger til den senegalesiske tv-station TFM tv, at mellem 90 og 95 procent af stemmerne er talt op.

- Jeg vil gerne hylde senegaleserne for den store sejr, som de har givet Pastef, siger talsperson Amadou Moustapha Ndieck Sarre.

De foreløbige resultater er tidligt natten til søndag endnu ikke offentliggjort.

Enkelte valgsteder har dog ifølge senegalesiske medier offentliggjort foreløbige optællinger. Optællingerne indikerer, at Pastef kommer til at få flere stemmer end landets to største oppositionspartier.

Landets nuværende præsident, Bassirou Diomaye Faye, kom første gang til magten efter et parlamentsvalg i marts.

Det gjorde han med et løfte om at bekæmpe korruptionen i Senegal og arbejde for økonomisk transformation og social retfærdighed.

Han mødte dog stor modstand fra oppositionen og så sig nødsaget til at opløse den folkevalgte forsamling og udskrive valg i efteråret.

Efter valget i marts udpegede Faye sin rådgiver Oumane Sonko som premierminister. Sonko har selv tidligere forsøgt at blive præsident.

De to ville - ud over at have fokus på Senegals økonomi og arbejdsløshed - føre en panafrikansk politik med fokus på samarbejde og politiske og økonomiske partnerskaber med andre lande i regionen.

Oppositionen i Senegal er fragmenteret, og en del af oppositionen ledes af den tidligere præsident Macky Sall, som er flyttet til udlandet.

De cirka 7,3 millioner registrerede vælgere i det vestafrikanske land har skullet vælge 165 parlamentsmedlemmer.

Valgstederne lukkede søndag aften klokken 18 lokal tid - klokken 19 dansk tid.

/ritzau/AFP