Regeringsforhandlinger afbrudt i Tunesien

Tunesiske politikere er endnu ikke lykkedes med at forhandle sig frem til en overgangsregering, der skal lede landet frem mod nyvalg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TUNESIEN: Forhandlingerne om valget af en ny tunesisk premierminister er blevet suspenderet på ubestemt tid, efter at det endnu en gang ikke er lykkedes for de politiske ledere at blive enige, om hvem der skal styre landet ud af den politiske krise, skriver AFP.

»Vi har besluttet at suspendere den nationale dialog, indtil der er grund til at tro, at der kan ske fremskridt i forhandlingerne,« siger Houcine Abassi, der er leder af fagforbundet UGTT.

»Vi er ikke nået til enighed om en person, der skal lede regeringen. Vi forsøgte, men kunne ikke nå til enighed,« tilføjer han.

Politiske spændinger har præget landet siden landets mangeårige diktator Zine El Abidine Ben Ali blev væltet i 2011 under en opstand efter mordene på oppositionspolitikerne Chokri Belaid og Mohamed Brahmi.

De ledende islamister indledte forhandlinger med oppositionen 25. oktober for at danne en regering af uafhængige, udarbejde en ny forfatning og forberede valg. Ifølge planen skulle en ny premierminister være blevet valgt senest lørdag en uge efter forhandlingerne gik i gang.

De to førende kandidater er den oppositionsstøttede 79-årige Mohamed Ennaceur og 88-årige Ahmed Mestiri, der bliver støttet af Ennahda og deres allierede.

Oppositionen siger, at Mestiri er for gammel, og at han vil være en marionet i hænderne på Ennahda, som derimod insisterer på, at der ikke er noget alternativ til Mestiri.

På trods af de politiske situation forventer landets finansminister Elyes Fakhfakh, at landets økonomi vil vokse med fire procent i 2014.

Spændinger præger fortsat landet efter to mislykkede selvmordsangreb mod turistområder og drab på ni politifolk i oktober.

Regeringen mener, at jihadister med tilknytning til al-Qaeda står bag, men mangler ressourcer til at bekæmpe dem.

Søndag forlængede myndighederne den otte måneder lange undtagelsestilstand, der er blevet forlænget flere gange.

BNB/AFP