Redningsveste er en storsællert i tyrkisk badeby

Souvenirbutikkerne i turistbyen Bodrum i Tyrkiet sælger solcreme og snorkeludstyr side om side med redningsveste. Feriegæsterne køber det ene. Migranterne det andet. I takt med at flere mennesker på flugt sejler fra Tyrkiet til Grækenland i gummibåd, stiger efterspørgslen­ på veste, der kan holde mennesker oven vande.

Semih Nalbantoglu sælger solcreme og badebukser til turisterne i feriebyen Bodrum i Tyrkiet. Til de desperate flygtninge sælger han redningsveste og baderinge. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De hænger til salg mellem bikinier og oppustelige badedyr i butikkerne. Og de findes i de samme kiosker, der sælger solcreme og dykkerbriller: redningsvestene.

»Der er mange flygtninge, som køber redningsveste. Jeg sælger nok mellem femten og femogtyve på en dag,« siger Semih Nalbantoglu, indehaveren af en mindre butik, der sælger vandsportsudstyr i feriebyen Bodrum i Tyrkiet. Han er en lille halvskaldet mand, hvis briller glider ned på tippen af næsen, når han storgestikulerende viser sit sortiment af skrigorange skumveste frem.

Tidligere sæsoner solgte han 100 til 150 redningsveste om måneden. I år er omsætningen mere end fordoblet, og hver måned langer han mellem 300 og 400 veste over disken. En vest koster typisk mellem 65 og 80 tyrkiske lira, hvilket svarer til 140 til 180 danske kroner.

»Dette år er der flere flygtninge end tidligere. De kommer ikke kun fra Syrien og Irak, men også fra Pakistan og Afghanistan. Der er flere nationaliteter,« siger han.

Semih Nalbantoglus butik ligger på en mindre befærdet handelsgade i Bodrum, ét af de mange turistmekkaer der ligger spredt langs Tyrkiets kystlinje ud til Det Ægæiske Hav.

Butikken har han overtaget fra sin far, og i mere end fyrre år har den forsynet Bodrums turister med alt fra fiskeudstyr til solhatte og surfbrætter. I år overstiger efterspørgsel på redningsveste alle andre produkter på hylderne. Titusindvis af migranter og flygtninge er de seneste måneder ankommet til badebyen med det formål at forlade den igen. De vil videre til det forjættede Europa, til den græske ø Kos, der fra en strand lidt uden for Bodrum kun er adskilt af fire kilometer Middelhav.

»Nogle køber en redningsvest. Og for at være helt sikker køber de også sådan én«, siger den 52-årige butiksindehaver og viser energisk en stor, farverig badering frem.

Trods profitten på vestene mener Semih, at de flygtendes situation er alvorlig.

»Det er forfærdeligt. Nogle køber redningsveste og badevinger til to-treårige børn,« siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt han har dårlig samvittighed over at tjene penge på de desperate mennesker, der sætter livet på spil på havet, lyder svaret:

»Nej, overhovedet ikke. For mange af dem kan jo ikke svømme,« siger Semih. Han føler tværtimod, at han hjælper dem ved at sælge dem kvalitetsudstyr, som han selv betegner det.

»Der er andre butikker, der sælger kopiredningsveste, som ikke er certificerede,« siger han.

Lyssky forretning

Når mørket begynder at sænke sig over de små turistgader i Bodrum, bliver flere redningsveste hængt ud på butikkernes facader. I en lille kiosk, der blandt andet har sodavand, chokoladebarer og shampooflasker på hylderne, ligger mindst tyve redningsveste stablet klar til salg i et hjørne på gulvet. Før en kunde forlader butikken, pakkes vesten ind i en sort plastiksæk.

Størstedelen af butiksejerne er ikke glade for at blive konfronteret med deres salg af redningsveste. Hos en lokal bager bliver de to redningsveste, der er lagt til skue på trappen udenfor, hurtigt taget indenfor, da ejeren fornemmer, at Berlingske, et dansk medie, nærmer sig.

På gaden kan man se små grupper af, ofte unge, mænd, der går rundt med de karakteristiske sorte sække. Ud over det bærer de sjældent på andet end en lille rygsæk. De færreste har lyst til at tale om deres køb.

I juli alene tog små 50.000 mennesker en båd fra Tyrkiet til de græske øer Kos, Samos, Chios og Lesbos. Langt de fleste kom fra Syrien.

De mange flygtende ændrer gadebilledet i Bodrum by. Syriske familier med små børn sover på plastikliggestolene ved stranden få meter fra turister, der spiser på restaurant eller fester på de lokale natklubber. Bag ved byens busstation sover grupper af mennesker fra Eritrea, Pakistan og Bangladesh på udfoldede papkasser.

Stort set alle migranterne er i Bodrum med et ønske om at krydse Middelhavet. Og sikkerhedsudstyret til sejlturen skal være så meget i orden, som pengepungen tillader.

»Der er masser af mindre butikker, der sælger kopiredningsveste. De sælger Coca Cola og döner, og så hænger de vestene op ved siden af,« siger Semih Nalbantoglu med hævet stemme.

»Migranterne vil jo gerne have de billige redningsveste, så de sælger dem billigt. Men materialet er ikke i orden,« siger han.

Flygtninge: »Bed for os«

»Gummibådene sælger jeg kun til turister,« forklarer Semih. Han tror, at migranterne ofte vælger at sejle med lidt større både end dem, han har på lager:

»Denne model er for lille til dem. Det er jo beregnet til én eller to personer, og materialet er ikke godt nok til at kunne sejle til Grækenland,« siger han og finder en pakke frem med en gul, oppustelig gummibåd.

Mens Semih viser varer frem, kommer to unge mænd ind i butikken. Den ene ligner en mand i 30erne, har langt hår og skæg. Den anden ser yngre ud, har bar mave og badebukser på. De kunne være turister, men de viser sig at være fra Syrien. De vil se nærmere på gummibådene i butikken.

De to syrere, der taler et let forståeligt engelsk, har planer om at svømme til Grækenland.

»Bådene skal vi bare bruge til at støtte os til,« siger ham med skægget.

Han er træt af menneskesmuglere:

»Der er mange her, der arbejder ulovligt med at få folk sejlet til Europa. Men nogle af dem tager pengene og stikker af. Så vi svømmer. Der er otte kilometer, så det er lidt uhyggeligt. Men vi har tænkt os at gøre det,« lyder det målrettet fra manden.

»En af vores venner svømmede hele vejen i sådan én, som den dér,« siger manden med det yngre udseende og peger på en badering.

»Det tog ham seks timer.«

Mændene beslutter sig for ikke at købe noget. De vil ikke tage af sted i dag, men måske i morgen.

»Er der nogle uhyggelige fisk i havet her omkring, altså hajer?,« spørger de den ældre butiksindehaver, inden de går.

»Nej,« siger Semih. »Der er kun delfiner.«

»Bed for os,« siger de to mænd, da de forlader butikken.