Redningstjeneste melder tre dræbt i angreb mod Kyiv
Seks personer er blevet såret i dødeligt angreb mod den ukrainske region Kyiv, siger redningstjeneste tirsdag.

Seks personer er blevet såret i dødeligt angreb mod den ukrainske region Kyiv, siger redningstjeneste tirsdag.

Et russisk luftangreb mod regionen Kyiv i Ukraine har natten til tirsdag kostet tre personer livet.
Det melder områdets redningstjeneste på den krypterede beskedtjeneste Telegram, skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt tirsdag morgen.
Seks personer er samtidig blevet såret, lyder det videre.
Det fremgår ikke umiddelbart, om nogen af de sårede er i livsfare.
Ukraines hovedstad, Kyiv, ligger i regionen med samme navn.
Redningstjenesten har ikke umiddelbart specificeret, hvor i regionen det dødelige angreb har ramt.
Ifølge redningstjenesten blev en bygning, der bruges til produktion og som lager, ramt i angrebet. Her udbrød der en brand, der efterfølgende blev slukket, lyder det på Telegram.
I regionen Zaporizjzja, der ligger i det sydøstlige Ukraine, melder guvernør Ivan Fedorov ifølge nyhedsbureauet AFP, at én person er død som følge af et luftangreb.
Mandag sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at de beslutninger, som USA har truffet angående krigen i Ukraine på det seneste, er "svære at forklare".
Det skete under et møde med en delegation fra Kongressen i USA.
Det gælder ifølge præsidenten blandt andet forsinkelser i våbenleverancer til Ukraine og begrænsninger i delingen af efterretninger.
Også natten til mandag blev der affyret missiler mod Ukraines hovedstad og området omkring byen. Ifølge Zelenskyj skete det uden forudgående varsel fra landets allierede.
Ukraine er ifølge AFP i høj grad afhængig af efterretninger fra vestlige lande - og særligt USA - for at kunne registrere forestående angreb.
Der er tidligt tirsdag morgen ingen meldinger om, hvorvidt der blev delt efterretninger med Ukraine forud for nattens angreb.
Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.
De to lande har sidenhen udkæmpet det, som både Reuters og AFP har omtalt som den mest blodige krig i Europa siden Anden Verdenskrig.
RITZAU