Redningsskibet Lifeline kan lægge til i Malta

Italiens regeringsleder førte tirsdag samtaler med Maltas regering om "europæisk løsning".

Foto: HANDOUT. Arkivfoto: Redningsskibet Lifeline.
Læs mere
Fold sammen

Redningsskibet "Lifeline" fra den tyske nødhjælpsorganisation Mission Lifeline har ifølge den italienske regering fået tilladelse til at lægge til i Malta.

Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, førte tirsdag samtaler med Maltas premierminister, Joseph Muscat.

I Maltas hovedstad, Valletta, siger kilder tæt på den maltetiske regering, at en endelig beslutning stadig ikke er truffet.

»Ingen endelig beslutning er truffet, men hvis skibet kommer ind. så er det forståelsen, at migranterne vil blive fordelt mellem EU-landene,« siger en kilde i Malta.

Lifeline siger, at en person om bord er så syg, at det er nødvendigt med en evakuering, og at forholdene om bord generelt er forværrede.

Den nye italienske regering, som omfatter det indvandrerkritiske parti Ligaen og protestpartiet Femstjernebevægelsen, siger, at det ikke længere vil tillade skibe, der opereres af nødhjælpsgrupper, at lægge til ved Italiens havne.

En løsning for Lifeline blev drøftet intenst mandag mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Malta's premierminister, Joseph Muscat. En fransk regeringstalsmand sagde, at der var fokus på "en europæisk løsning".

Malta afviste tirsdag i sidste uge redningsskibet "Aquarius", der også var blevet afvist i en italiensk havn. Skibet sejlede for den franske organisation SOS Mediterranée og havde samlet 629 migranter op fra gummibåde ud for Libyens kyst.

Skibet sejlede siden mod Spanien, der tillod skibet af lægge til efter det kom til diplomatisk skænderi mellem Italien og Frankrig.

Også containerskibet "Alexander Mærsk" lå i flere dage ud for Siciliens kyst, efter at det havde samlet mere end 100 nødstedte mennesker op i Middelhavet. Italien ville ikke lade skibet sætte de reddede personer af.

Natten til tirsdag fik skibet dog tilladelse til at lægge til i havnen Pozzallo på Sicilien.