Redningsaktion kæmper for bådflygtninge

Et skib med op til 600 flygtninge ombord er kæntret ud for Libyens kyst. Ifølge Læger Uden Grænser er mange druknet.

En flygtning går fra borde fra et kystvagtskib i Messina på Sicilien. 300 flygtninge blev reddet i land tirsdag. Onsdag læntrede et andet skib ud for Libyens kyst. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Endnu en båd med flygtninge er kæntret i Middelhavet. I 2015 er omkring 2.000 bådflygtninge druknet på vej til Europa, og med onsdagens kæntring frygtes tabs­tallet at stige voldsomt. Ifølge den italienske kystvagt var 400 flygtninge i aftes bragt i sikkerhed, men disse tal var ikke officielt bekræftet, og både den irske flåde og hjælpe­organisationen Medecins Sans Frontiers – Læger Uden Grænser – taler om »betydelige tab« af menneskeliv.

Fanget i stormvejr omkring 25 kilometer ud for Libyens kyst udsendte fiskerbåden med op til 600 flygtninge ombord et nød­signal, der blev opfanget på Sicilien. Et skib fra den irske flåde var i nærheden og kom som den første frem til fiskerbåden med flygtninge. Men netop som det irske skib nåede frem, kæntrede båden. Øjensynlig fordi mange ombord på båden bevægede sig over i den ene side.

Filippo Marini fra den italienske kystvagt udtalte i går sig om situationen til BBC. Han fortalte, at der ifølge overlevende var omkring 600 flygtninge ombord på skibet. 100 til 200 flygtninge opholdt sig på bådens underste dæk, da den kæntrede.

Onsdag aften tog i alt syv skibe og tre helikoptere del i en omfattende redningsaktion i området. Men mørket sænkede sig allerede kl. 19 dansk tid i området, hvilket gjorde redningsaktionen væsentlig mere kompliceret­. I et tweet fra Læger Uden Grænser sagde organisationen i aftes, at der endnu ikke er et officielt tabstal. Organisationen skrev, at kæntringen har medført et »tragisk højt dødstal«.

I april 2015 kæntrede en båd med 800 flygtninge ud for Libyens kyst. Og ifølge en række hjælpeorganisationer har antallet af flygtninge, der forsøger at krydse Middel­havet, været stærkt stigende i løbet af de seneste måneder.

Det er især krigen i Irak og Syrien, der får store grupper af flygtninge til at krydse Middelhavet under livsfarlige omstændigheder. Mange andre bådflygtninge forsøger at krydse Middelhavet fra det kaosramte Libyen og andre steder i Nordafrika.

Flygtningene kommer fra en lang række lande og har ofte rejst over store afstande for at nå frem til Middelhavets kyster, hvor det eneste, der adskiller dem fra Europa, er den risikable tur over Middelhavet.

Alene i 2015 har 97.000 flygtninge forsøgt at nå til Italien via Middelhavet. Grækenland har taget imod mere end 90.000, hvoraf mange ankommer i små gummibåde til de græske øer.