Det kom som en skuffelse for mange katolske homoseksuelle par over hele verden, da Vatikanet i denne uge meddelte, at den katolske kirke fortsat ikke vil velsigne homoseksuelle par.
»Valget« om at gifte sig med en person af samme køn betragtes som en synd, lød rationalet bag.
Udmeldingen får nu en række katolske præster i Østrig til at ytre utilfredshed med pavens syn på homoseksuelle par. Gruppen af præster, der er forenet i Parish Priests Initiative, har valgt at de vil fortsætte med at velsigne par af samme køn – stik imod kirkens anvisninger.
»Vi er dybt rystede over det nye romerske dekret, der ønsker at forbyde velsignelse af par af samme køn. Det varsler et tilbagefald i tider, som vi havde håbet på at have overvundet med pave Frans,« siger den østrigske gruppe i en erklæring ifølge Reuters.
»Vi vil – i solidaritet med mange – ikke afvise noget kærlighedsfuldt par i fremtiden, der måtte bede om at modtage Guds velsignelse,« understreger de.
Mange katolikker havde håbet, at den katolske kirke med pave Frans i spidsen ville gennemgå en større modernisering. Særligt i den katolske kirkes syn på homoseksuelle par. Men det er endnu ikke sket.
Vatikanet gør det dog klart, at homoseksuelle som enkeltpersoner kan modtage en velsignelse, såfremt de lever efter kirkens anvisninger.
»Det negative udfald i forhold til en velsignelse af ægteskaber mellem personer af samme køn indebærer ikke en dom over de enkelte personer,« lyder det i dekretet.
Det er ikke første gang, at Parish Priests Initiative kommer på tværs af Vatikanet. Gruppen har gennem længere tid arbejdet for, at kirkens regler ændres. De ønsker blandt andet, at det skal være muligt for præster at gifte sig, og at kvinder skal kunne blive præster, hvilket ikke er muligt i den katolske kirke i dag.
Gruppen blev grundlagt i 2006 af ni præster, og råder i dag over 350 medlemmer.