Reaktor-kerne smelter ud på gulvet

Den radioaktive kerne i reaktor 2 på Fukushima atomkraftværket menes at være smeltet igennem den omkransende trykbeholder og videre ud på gulvet.

I dagevis har talsmanden for Japans atomtilsyn, Hidehiko Nishiyama, holdt pressemøder for at opdaterede om den stadig kritiske situation på Fukushima 1. Fold sammen
Læs mere
Foto: ISSEI KATO

Der er nu begrundet frygt for, at den radioaktive kerne i Fukushima-kraftværkets reaktor 2 er smeltet igennem sin trykbeholder og videre ud på det underliggende betongulv. Det skriver The Guardian.
 
Vurderingen kommer fra en af USAs førende strålingseksperter, som befinder sig på det japanske atomkraftværk. Hans navn er Richard Lahey, og til Guardian siger han:

- De indikationer, vi har fra reaktoren og fra strålingsmålinger tyder på, at kernen er smeltet ned gennem bunden af trykbeholderen og som minimum at noget af kernen nu er ude på gulvet.

Han tilføjer, at han håber, han tager fejl, men tvivler på det, fordi beviserne "peger imod."

Læs kronikken: Worst case scenario i Japan

Richard Lahey var leder af General Electrics forskningsenhed for kogevandsreaktorer på det tidspunkt, hvor den amerikanske elektronikgigant opførte Fukushima-kraftværket. Til The Guardian siger han, at redningsarbejderne på Fukushima synes at have "tabt kapløbet" om at redde den løbske reaktor, men understreger samtidig, at der ikke er nogen fare for en katastrofe på niveau med Tjernobyl.

Ny billeder: Se ødelæggelserne på Fukushima

Tidligere professor i kernekraft ved Danmarks Tekniske Universitet, Povl Ølgaard, kalder nedsmeltningen for "alvorlig," men maner alligevel til ro:

- Nedsmeltningen vil gøre hele oprydningen på Fukushima langt mere besværlig, men den betyder ikke, at et stort, radioaktivt udslip nu er på vej ud i atmosfæren.

På gulvet løber den smeltede kernemasse nemlig ned i en betonbrønd, som er fyldt med vand. Håbet er, at vandet vil nedkøle det lavalignende reaktormateriale i takt med, at det drypper ud. Selve reaktoren er stadig beskyttet af reaktorindeslutningens tykke betonmur - en mur, som netop skal beskytte omverdenen mod radioaktive udslip ved kernenedsmeltninger.

Se billederne: Her knokler atomheltene i mørket

- Sikkerhedsbarriere nr. 1 (trykbeholderen, red.) er væk, så nu satser japanerne på barriere nr. 2 (reaktorindeslutningen, red.). Jeg formoder, at de vil pumpe vand ind i indeslutningen, så bunden af reaktoren kommer under vand, siger Povl Ølgaard.

Tepco skrotter værket

Seneste udmelding fra Tokyo Electric Power Company (Tepco) er, at firmaet nu officielt vil skrotte de fire svært beskadigede reaktorer på Fukushima. Det er et arbejde, som ifølge Bloomberg News vil tage 30 år og koste 66 milliarder kroner.

Samtidig fortsætter målingerne af strålingsfaren på kraftværket med at tikke ind. Strålingen fra et vandbassin i reaktor 2 blev for nylig målt til 1.000 millisievert pr. time, og under de nuværende retningslinjer betyder det, at teknikerne kun kan arbejde i området i 15 minutter af gangen.

I havet ud for Fukushima 1 har Japans atomtilsyn endnu engang fundet store mængder radioaktivt jod.

De seneste målinger er foretaget 330 meter syd for et afløb fra atomkraftværkets fire værst tilredte reaktorer. Her overstiger strålngsniveauet den nationale grænse for udslip 3.355 gange, og målingen er dermed den højeste, der endnu er foretaget til havs. Også denne gang er det den radioaktive isotop jod-131, der er fundet.

I de ellers relativt stabile reaktorer 5 og 6 er der nu tegn på problemer med at holde på kølevandet. 50 meter nord for reaktorernes afløb ud i havet blev der tirsdag målt jod-131 svarende til 1.262 gange det tilladte niveau - den højeste måling ud for reaktor 5 og 6 til dato.

Jod har let ved at sætte sig i planter og afgrøder, som det også tidligere er set i Japan. Til gengæld har stoffet en halveringstid på kun cirka otte dage. Det betyder, at radioaktiviteten i løbet af tre måneder af sig selv er reduceret til mindre end en totusindedel af det oprindelige.

Strålingen forsvinder i Stillehavet

Siden jordskælvet den 11. marts og den efterfølgende tsunami har Tepco og den japanske regering kæmpet for at nedkøle Fukushimas overophedede reaktorer og standse udsivningen af radioaktive partikler.

Onsdag morgen forsikrede en talsmand for Japans atomtilsyn da også om, at så længe folk holder sig uden for den afspærrede 20-kilometer zone rundt om værket, bør de ikke frygte for deres helbred.

Talsmanden understregede samtidig, at den radioaktive jod i havvandet ud for værket bliver fortyndet så meget af Stillehavets masser, at den ikke er farlig for mennesker.

Endnu en god nyhed er, at strålingsniveauerne fortsætter med at falde i de fleste præfekturer rundt om atomkraftværket, herunder Fukushima og det nærliggende Ibaraki.