Rapport: Syrien har brugt kemiske våben i over 300 angreb

Styret i Syrien står bag hundredvis af ulovlige angreb med giftgas og andre kemiske våben, fastslår tænketank.

Ifølge rapporten er præsident Assads styre ansvarlig for 98 procent af de 336 angreb. Islamisk Stat står bag resten af angrebene. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAMZA AL-AJWEH

Kemiske våben er blevet brugt langt hyppigere end hidtil antaget i den snart otte år lange borgerkrig i Syrien.

Og præsident Bashar al-Assads styre står bag hovedparten af angrebene med de ulovlige kemiske våben.

Det fremgår af en rapport, som den Berlin-baserede tænketank The Global Public Policy Institute søndag har offentliggjort, skriver flere amerikanske medier. Heriblandt The Washington Post og The Hill.

I alt er der gennemført mindst 336 angreb med kemiske stoffer som klorin, gas eller sarin.

Tallet omfatter kun angreb, som der er »troværdige bevise« for.

Forskerne har ikke været i stand til at verificere meldinger om 162 andre angreb med kemiske våben.

Ifølge rapporten er præsident Assads styre ansvarlig for 98 procent af de 336 angreb. Islamisk Stat står bag resten af angrebene.

Især i forbindelse med nye fremstød fra Assads tropper er kemiske våben blevet sat ind som en del af offensiven.

Ifølge rapportens forfattere er der kun en måde at stoppe brugen af kemiske våben i Syrien. Og det er at ramme de militærfolk, som udfører det »beskidte« arbejde.

»USA og det bredere internationale samfund bør målrettet gå efter de militære grupper, som vil være ansvarlig for fremtidige angreb,« står der i rapporten ifølge The Hill.

Gennem årene har der gentagne gange være meldinger fra Syrien om påståede angreb med giftgas, som især er gået ud over civile.

I begyndelsen af 2018 afslørede en FN-rapport, at der har været 34 af den slags angreb, som der er klare beviser for. Også i den rapport blev Assads styre beskyldt for størstedelen af angrebene.

Så sent som i april sidste år blev styret beskyldt for at have beordret et angreb med kemiske våben i byen Douma. Mindst 70 personer blev dræbt.

USA, Frankrig og Storbritannien svarede igen ved at angribe mål i Syrien med missiler.

/ritzau/