Rapport: Lyn var skyld i dødelig russisk flybrand

41 omkom i russisk flybrand efter nødlanding i maj. Rapport konkluderer, at pilot ikke var skyld i ulykke.

Der var 78 mennesker inklusiv besætningen på fem om bord på flyet, der skulle fra Moskva til Murmansk. 41 mennesker omkom i flybranden. (Arkivfoto) Tatyana Makeyeva/Reuters Fold sammen
Læs mere

Flere lyn ramte og deaktiverede autopilotsystemet i det fly, som i maj nødlandede og brændte i Moskva Lufthavn. Det viser en foreløbig rapport fra den russiske havarikommission.

Det skriver flere russiske nyhedsbureauer ifølge Reuters.

Flybranden kostede 41 mennesker livet.

Der var 78 mennesker inklusiv besætningen på 5 om bord på flyet, der skulle fra Moskva til Murmansk.

Ifølge rapporten fra kommissionen, som undersøger årsager til flystyrt i Rusland, faldt flyets fart meget, da det lagde an til landing, efter det var blevet ramt af lynnedslag.

Piloterne landede flyet til trods for, at et automatisk system rådede dem til ikke at gøre det, står der i rapporten. Alligevel konkluderes det i rapporten, at det ikke var en pilotfejl, som var skyld i ulykken.

Kommissionens foreløbige rapport bekræfter dermed den forklaring, som piloten fra ulykkesflyet tidligere har givet.

Flyets pilot Denis Jevdokimov har således tidligere sagt, at det var lyn, som var årsagen til flyets nødlanding i Moskva.

Få dage efter flybranden sagde han til den russiske avis Komsomolskaja Pravda, at flyets kommunikationsudstyr blev ødelagt, og at han måtte tilkoble nødudstyr på grund af et lynnedslag.

Det var et passagerfly af typen Sukhoj Superjet 100 fra selskabet Aeroflot, der forulykkede.

Flyet var på vej fra Moskva til Murmansk, da det meldte om tekniske problemer og vendte om.

Russiske nyhedsbureauer har tidligere skrevet, at det var en passager, som opdagede branden om bord og varslede besætningen.

/ritzau/