Rapport fra slumbyen med 1 million indbyggere

Set fra oven fortsætter Kibera i det uendelige. Landskabet af Afrikas største slum. Bliktagene glimter i den stærke sol. Endeløse labyrinter af smalle, mudrede stisystemer.

Foto: Christian Als

En jernbane skærer sig igennem. Et mylder af mennesker samlet på meget lidt plads. Nairobis indenrigslufthavn ligger klods op ad området, så slummen er det første særprægede syn, Kenyas turister ser på vej på safari. En stor kontrast til vidderne på savannen. Helt præcist hvor mange indbyggere, der lever i Afrikas største slum, er der ingen der ved, men helt sikkert over en million. Stuvet sammen i små huse af mudder og træpinde. I disse år kan verden fejre »Urban Millennium« – byernes årtusinde. For første gang i historien bor flere mennesker i byer end på landet. Helt præcist er 3,3 milliarder mennesker nu samlet på blot tre procent af jordens overflade. Samtidig har antallet af mennesker, der bor i slumområder passeret en milliard. Håbet om et bedre liv driver hver dag tusindvis mod verdens storbyer, og i fattige lande ender langt de fleste i en slum. Dér bliver de, uden andre muligheder for overlevelse. Ifølge FN vil op mod to milliarder mennesker bo i slumområder inden 2030. Mere end 90 procent af denne vækst vil finde sted i verdens mindst udviklede lande.

VI MØDER EN AF KIBERAS indbyggere en morgen siddende inden for i sit lille hus. Han hedder Augustin Odongo, og da han breder armene ud for at byde os velkommen, kan han næsten nå fra væg til væg i familiens hjem. 12 kvadratmeter stort – tre gange fire meter er hvad de otte beboere har tilsammen. Familien skal til at spise morgenmad: fladbrød og sød mælkete. Hans kone Clarissa er 31 år, men hun ser ældre ud. Deres fire børn er knap vågne. De tre yngste, Cynthia på otte, Naomi på fire og toårige Michelle ligger og slumrer i de to senge, der står i forlængelse af hinanden og samtidig fungerer som siddepladser ved det lave spisebord. På den anden side står en lille jernsofa. Her sover den ældste pige, 12-årige Eunice. Derudover bor Augustins afdøde brors to ældste børn også i hytten, så hver en centimeter er udnyttet for at otte mennesker kan leve side om side i hjemmet. De jordede vægge er beklædt med stof i lyse nuancer for at få rummet til at virke større. Der hænger et flosset kort over Afrika på den ene væg. »Det er for at børnene kan lære noget om verden,« siger Augustin. Bag Augustins stol står en lille kiste. Den indeholder alt, hvad familien ejer, men den symboliserer også familiens drømme om et bedre liv. Kisten er det eneste, de tog med sig fra den lille landsby i det vestlige Kenya. Det er snart otte år siden, og de savner livet på landet, men de har ingen mulighed for at flytte tilbage. Det er for dyrt, og der er ikke noget arbejde. Jorden kan ikke dyrkes på grund af tørke. Så selv om de få kvadratmeter under bliktaget midt i Afrikas tættest befolkede område ikke er, hvad de to unge tilflyttere drømte om, så er det deres eneste mulighed. På trods af at børnedødeligheden i Kibera er fem gange højere end i resten af Kenya, bliver de her paradoksalt nok for børnenes skyld. Forældrene er godt klar over, at uddannelse er vejen til et bedre liv. Faktisk ligger en af de bedste folkeskoler i hele Kenya et par stenkast fra hjemmet; Olympic Primary School, hvor deres ældste datter Eunice, ud over god undervisning, får frokost og gratis vand. Vandet bærer hun hjem til resten af familien hver dag efter skole.

AUGUSTIN ER skomager og har en fast plads under et halvtag på en parkeringsplads i udkanten af slummen. Hans far var også skomager, og det lå i kortene, at Augustin som ung mand lærte at sy alle slags sko med nål og tråd. Dagens første kunde har problemer med et par hvide kondisko, der er gået op i limningen. Han har åbenbart også problemer med økonomien, for Augustin lader ham skylde. Et par andre sko, han fik ind i går, skal syes i hælen, og det er øjensynligt en svær reparation. Hvis bare han havde råd til en symaskine, ville alting, ja hele livet, være lettere. Augustin taler om de såkaldte mikrolån, der har været med til at løfte en del indbyggere i Kibera ud af fattigdom. Iværksætterne med de gode ideer og et godt øje for nye indtjeningsmuligheder. Han forsikrer, at han er i gang med at spare op. 50 meter derfra bliver der solgt billige, masseproducerede lædersko. En hård konkurrent til hans foretagende, men det påvirker ham ikke synderligt. »Når folk finder ud af, at de billige sko ikke holder og ikke kan repareres, så får jeg travlt igen.« Sveden drypper fra hans rynkede pande, mens han gentager, at »så er det med at have symaskinen på plads«, så han kan tjene de penge, der skal sende hans yngste piger i den gode skole og videre i livet og i sidste ende få dem ud af slummen.

ALLE RELIGIONER og stort set alle Kenyas mange forskellige stammer er repræsenteret i slummen, der er på størrelse med Central Park i New York. Kriminaliteten er høj, bander kriges om territorier, og politiet har i mange år holdt sig langt væk. Præsterne spiller omvendt en stor rolle som samlingspunkt for de stridende parter, og det anslås, at der findes flere end 200 kirker i Kibera. Søndag har alle i familien Odongo fri, og skolerne er lukket. Familien skal i kirke, og alle har deres fineste tøj på. De trykker sig frem gennem menneskehavet foran kirken, der egentlig bare er et halvtag med stolerækker under. To store højtalere står på hver sin side af rummet, så alle uden for kirken også kan høre de opløftende meldinger om, at der er en mening med alt i livet. Pastor Richard Ouya taler med overbevisning om forholdet til Gud den Almægtige. Kirkegængerne i Cathedral of Praise Ministry lytter intenst. En keyboardspiller slår en tone an og et større kor stemmer i. Alle står op, alle giver sig hen i en nærmest trancelignende tilstand. Gudstjenesten varer det meste af dagen. Børnene leger med hinanden udenfor. I en pause snakker Augustin med pastor Richard. Han forsikrer præsten om, at han hver dag øver sig på at blive »en af Guds mænd.« Augustin drømmer nemlig om at blive præst en dag. Meningen, med at han er endt i slummen, er, at han skal være Guds hjælper, siger han. Det sted folk har det sværest i verden, og det må være lige her i Kibera. Hjemme igen i lerhytten er Clarissa glad for, at det ikke regner. Bliktaget er så utæt, at familien ikke kan undgå at blive våde indenfor. De florlette lagener, der fungerer som rumopdeler om natten, er rullet ned. De mindste piger er faldet i søvn, mens Augustin læser højt fra biblen. I petroleumslampens skær smyger lille Michelle sig ind under sin fars beskyttende arm og lukker øjnene. Han synger sagte en salme og ligner et kort øjeblik en mand, der har alt, hvad han har brug for inden for rækkevidde.