Rapport fra Ferguson: »Det er som en borgerkrig«

En betjent blev skudt, og butikker og politibiler stod i brand under gårsdagens uroligheder i Ferguson i Missouri. »Det her er meget værre end den værste nat i august,« siger chefen for politiet i St. Louis, som mener, at urolighederne kan trække i langdrag.

En demonstrant har taget plads på en palle under tirsdagens voldsomme uroligheder i Ferguson. Storjuryens afgørelse, som frikender betjenten, som i sommer skød en ubevæbnet sort teenager, indledte ifølge en anden demonstrant et oprør. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHEN LAM

FERGUSON: »Det var rent kaos. Med afgørelsen startede de et oprør,« fortæller en oprevet Israel Cooper ved siden af de brændende politibiler uden for politistationen i Ferguson. Kort forinden flygtede han sammen med andre demonstranter fra politiets tåregas og gummikugler.

Ifølge Israel Cooper begyndte demonstrationen ellers forholdsvis fredeligt – trods den anspændte stemning. Men det tog en drejning, da en kvinde fik et hjerteanfald.

»Da de flyttede hende hen mod en ambulance, skød politiet tåregas efter dem, der bar hende. Og så gik folk amok og kastede med sten mod politiet, som bagefter reagerede,« siger han.

Urolighederne udviklede sig i løbet af natten: Der blev skudt med halvautomatiske våben, og mindst 12 butikker blev plyndret og sat i brand. Demonstranter bar rundt på alt fra fladskærme til mad, som de havde plyndret, mens de råbte ad politiet.

»Det er som en borgerkrig. Og det er mere intenst og hadsk end ved demonstrationerne i august,« forklarer Israel Cooper, mens han forsøger at overdøve tyverialarmen fra en brændende politibil.

»Nok er nok«

Han havde håbet på en fredelig aften, men er ikke overrasket over, at det endte med voldelige opgør og ødelæggelser.

»På et tidspunkt må man sige, at nok er nok. Vi kan ikke acceptere at blive behandlet som andenrangsmennesker. Vi må gøre noget.«

Andre demonstranter læste også juryens afgørelse som en besked om, at de ikke har samme rettigheder som hvide. En af dem var 24-årige Myron Goodlett fra Ferguson:

»Det er sørgeligt. Hvis det var en af os, der havde gjort det, så havde de straks sat os i fængsel, og smidt nøglen væk uden at stille spørgsmål. Men alt det slap Darren Wilson jo for. I stedet fik han donationer fra en masse støtter og blev hyldet som en helt. Det er slet ikke fair,« siger Myron Goodlett.«

Og for mange handler protesterne om mere end Michael Brown. Blandt andre for 50-årige Renee Johnson fra Ferguson:

»Jeg er rasende, og der skal gøres noget. Der skal være retfærdighed. Der skal gøres noget ved politiet i hele landet, og det handler ikke kun om Mike Brown, men om at sikre retfærdighed for alle de unge mennesker, der bliver skudt. Politiet slipper altid. De bliver ikke holdt ansvarlige for deres gerninger,« siger hun.

Men Renee Johnson fastholder, at de sorte også har et ansvar:

»Vi skal også kigge på hinanden. Før vi kan få retfærdighed i retssystemet, skal vi holde op med at slå hinanden ihjel og i stedet arbejde sammen. Før vi kan forlange ændringer, skal vi også ændre vores adfærd.«

Uundgåeligt

Efter at Michael Brown blev dræbt i august, fulgte flere voldelige demonstrationer, og butikker blev plyndret. For at undgå en gentagelse var nationalgarden blevet indkaldt, Missouris guvernør, Jay Nixon, havde erklæret undtagelsestilstand, og afgørelsen blev udskudt til 20.30 lokal tid i håb om, at flere demonstranter ville blive hjemme. Men lige lidt hjalp det, fortæller chefen for politiet i St. Louis, Jon Belmar.

»Det her er meget værre end den værste nat i august,« forklarer han og tilføjer, at de voldelige optøjer var umulige at stoppe.

»Medmindre vi har 10.000 betjente klar, tror jeg ikke, at vi kan stoppe dem, der er indstillet på at ødelægge et lokalsamfund.«

Og protesterne fortsatte da også trods det massive politiopbud i gaderne, og ingen vidste i går, hvor længe de vil fortsætte. Men Israel Cooper forventede ikke, at de ender lige foreløbig:»Da han slap fri, gjorde det mange sure, så det vil fortsætte. Det er jo ikke nemt at spå, men at dømme efter stemningen her bliver det ved i lang tid. Meget lang tid.«