Rapport: Briterne blev svigtet med dårlig håndtering af covid-19
De britiske myndigheder var for dårligt forberedte på en epidemi som covid-19, konkluderer kommission.

De britiske myndigheder var for dårligt forberedte på en epidemi som covid-19, konkluderer kommission.

Storbritanniens regering og landets myndigheder svigtede den britiske befolkning under covid-19-pandemien.
Myndighederne var ikke ordentligt forberedt på en epidemi som covid-19, og der manglede lederskab i håndteringen af udbruddet.
Det konkluderer den britiske covid-19-kommission i en rapport.
- Hvis Storbritannien havde været bedre forberedt på og mere modstandsdygtig over for pandemien, kunne nogle af de økonomiske og menneskelige omkostninger måske være undgået, siger tidligere dommer Heather Hallett, der er formand for kommissionen.
Hun konstaterer, at de britiske myndigheder med deres beredskabsplaner og deres planlægning af covid-19-håndteringen svigtede borgerne.
Kommissionen vurderer desuden, at eksperterne, som rådgav den britiske regering, var præget af gruppetænkning.
Med andre ord var de for enige og gav ikke ministrene et tilstrækkeligt varieret udbud af vurderinger af, hvordan virusudbruddet skulle håndteres.
Den strategi, som eksperterne og myndighederne havde at forholde sige til, blev udarbejdet i 2011. Den tog højde for én type pandemi: en influenzapandemi.
Men strategien var ikke længere relevant, vurderer kommissionen.
Strategien havde fokus på at håndtere et sygdomsudbrud frem for at forebygge spredningen af en eventuel virus, og den tog ikke højde for de menneskelige og økonomiske konsekvenser ved en pandemi.
Covid-19 blev første gang registreret i Storbritannien i januar 2020.
Frem til slutningen af 2023 var flere end 230.000 briter døde med coronavirus.
- Der skal laves radikale ændringer. En sygdom må aldrig igen føre til så mange dødsfald og så meget lidelse, siger Heather Hallett i rapporten.
Det britiske samfund blev lukket ned ad flere omgange på grund af covid-19. Første nedlukning blev annonceret i slutningen af marts 2020.
Den indebar blandt andet, at briterne kun måtte være to personer samlet og kun måtte forlade deres hjem for at motionere, for at købe mad, medicin eller andre fornødenheder og for at tage til og fra arbejde.
Daværende premierminister Boris Johnson forlod sin post i juli 2022, efter at det blev afsløret, at der blev afholdt flere fester i hans embedsbolig i Downing Street i London under de britiske coronanedlukninger.
Rapporten fra den britiske covid-19-kommission er den første af flere. Den har undersøgt, hvorvidt de britiske myndigheder var tilstrækkeligt forberedt til at kunne håndtere pandemien.
/ritzau/Reuters