Raket mod den grønne zone i Bagdad

En raket, der lørdag slog ned i Bagdads grønne zone, landede tilsyneladende på den amerikanske ambassades område.

En raket blev lørdag affyret mod den internationale grønne zone i Bagdad. Vidner sagde, at raketten tilsyneladende landede på den amerikanske ambassades område.

En talsmand for ambassaden sagde, at raketten landede i et tyndt befolket område af den grønne zone, og at to mennesker blev lettere såret ved angrebet. Han kunne ikke bekræfte, at raketten var landet på ambassadens område.

- Ambassaden fungerer normalt, sagde han og tilføjede, at de to sårede ikke var ansat på ambassaden.

Det amerikanske militær kunne ikke umiddelbart kommentere oplysningerne.

Den grønne zone, der strækker sig over adskillige kilometer, huser irakiske regeringskontorer, ambassader og andre udenlandske anlæg.

/ritzau/