Radio 24/7 på spansk (og Québec-fransk)

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Klokken er omkring 3.00, da jeg bliver vækket af et brøl:

»Gooooool! Gol! Gol! Gol! Gol! Goooooool!« lyder det ud i det mørke soveværelse.

Et øjeblik er jeg overbevist om at befinde mig midt i en drengedrøm, hvor jeg netop har knaldet bolden i nettet på Camp Nou – på indlæg fra Allan Simonsen og efter forarbejde af Michael Laudrup. Men da virkelighedsfornemmelsen indfinder sig, viser målrusen sig naturligvis at stamme fra min kones lille transistorradio, der må være gledet ud under hovedpuden, og som af uransagelige årsager genudsender højdepunkter fra en af gårsdagens transmissioner midt om natten.

Her placerer hun den hver aften for – uden at forstyrre mig – at kunne lytte til og lade sig lulle i søvn af et politisk debatprogram med deltagere, der råber næsten lige så højt som fodboldkommentatorerne. En alt andet end afstressende indsovningsmetode vil nogle sikkert mene, der samtidig er udtryk for et medieforbrug på grænsen af det anbefalede. Men vanen er på ingen måde usædvanlig i Spanien, hvor radioen kører dag og nat, i bogstavelig forstand.

Eksempelvis har det populære sportsmagasin, »El Larguero«, der begynder ved midnatstid og fortsætter to timer frem, næsten en million mere eller mindre vågne lyttere.

Spaniernes velkendte smag for natteliv og en generelt forskudt døgnrytme er en del af forklaringen. Men samtidig har mange af dem et særligt forhold til radio. Måske fordi mediets umiddelbarhed passer godt til deres temperament:

De mange ord og talestrømmen, der flyder i et ofte rasende tempo og med fuld knald på volumen. Den paradoksale kombination af nærvær og flygtighed. Samt, i særdeleshed, mulighederne for at multitaske, mens man lytter – og ikke blot i forbindelse med rengøring, madlavning og andre huslige pligter.

Radioen kører i mange hjem som lydbagtæppe til stort set samtlige aktiviteter, herunder samtalen omkring middagsbordet. Og spaniernes evne til simultant at kommentere nyhederne i en radioavis er imponerende – samt nogle gange også en lille smule irriterende, når man ikke selv er udstyret med samme talent for at tale og lytte på samme tid og gerne vil vide, hvad der egentlig er sket.

Samtidig kan man – ikke mindst efter at smartphones er blevet almindelige – høre radio stort set hvor som helst, hvilket er vigtigt i forhold til den allerede omtalte symbiose med en anden af spaniernes store passioner – fodboldspillet.

Eksempelvis følger tilskuere på stadion ofte transmissionen af kampen, samtidig med at de ser den live. Især, naturligvis, for at høre kommentatorernes bedømmelse af tvivlsomme dommerkendelser og for at holde sig opdateret med hvad der sker i resten af spillerundens vigtige kampe. Men også fordi de tempofyldte fodboldprogrammer med deres kombination af speedsnak, lynhurtig analyse og improviserede imitationer af de mest profilerede spillere og trænere for mange er næsten lige så vigtige som liveoplevelsen.

Min kone, derimod, hader transmissionerne og bliver rasende, hver gang Champions League og ligaens midtugerunder rydder sendefladen for nyheds- og debatudsendelser, hvilket efterhånden er reglen snarere end undtagelsen. Heldigvis har internettets muligheder – som modsat, hvad der er tilfældet for andre medier, har været en velsignelse for radioen – de seneste år i nogen grad løst problemet.

Når bolden endnu engang ruller på samtlige spanske bølgelængder, bliver der i stedet stillet ind på franske stationer som France Inter eller France Culture, hvor man især for sidstnævntes vedkommende kan være helt og aldeles sikker på at undgå fladpandet fodboldsnak.

Nogle aftener står den desuden på nyheder fra Québec, som min kone engang har besøgt og er dybt fascineret af. Som bosat på denne side af Atlanten kan man diskutere relevansen af at være opdateret på de lokalpolitiske intriger i Montreal eller være bekendt med næste dags vejrudsigt for Hudson-strædet.

Men québecois – den besynderligt drævende dialekt af fransk – er morsom at lytte til. Samtidig, og ikke mindst, er der minimal risiko for at blive vækket midt om natten af en fodboldkommentator, som af sine lungers fulde kraft råber:

»Oh, la, la, mais quel buuuuuuut!«