Qatar - terroristernes hovedsponsor i Mellemøsten

Qatar har sin egen opskrift på regional indflydelse. På den ene side lader den lille golfstat penge strømme til IS og al-Qaeda. På den anden side har Qatar status som vestlige staters regionale ven.

Mange penge til terrorgrupper formidles via den lille golfstat Qatar, hvor pengene ofte indsamles til humanitære og velgørende formål, men ender som direkte støtte til IS eller al-Qaeda. Foto: Christian Liliendahl Fold sammen
Læs mere

QATAR: »De er her alle sammen,« siger kvinden over for mig.

Vi er på en af Dohas bedre cafeer i et af de mange indkøbscentre. Med ordet »de« hentyder hun til terrorgrupperne IS og al-Qaeda og det væld af andre grupper, den regionale ustabilitet siden 2011 har kastet af sig eller holdt i live. I Syrien, Libyen og Gaza. Kvinden i den sorte traditionelle abaya-beklædning er lokal journalist med bredt kendskab til terrorstøtte. Hun udtaler sig på betingelse af anonymitet, fordi hun frygter for sin egen sikkerhed. Berlingske er bekendt med hendes fulde identitet.

»De mødes i hotellobbyerne eller på bestemte restauranter. Hver gruppe har sit foretrukne sted, og hotellets antal af stjerner indikerer den enkelte gruppes ståsted i forhold til Qatars ledelse,« siger hun for at give et indblik i, hvordan Qatar er blevet et af de steder i Mellemøsten, hvor mellemmænd fra forskellige terrorgrupper mødes for at sikre det, de har allermest brug for, pengeoverførsler.

Siden borgerkrigens begyndelse i Syrien i 2011 har Qatar ført an på to fronter. Den ene som USAs vigtige allierede, der bruger sin mæglerrolle over for jihadi-grupperne, når det er nødvendigt. Som i forbindelse med Jabhat al-Nusras løsladelse af den amerikanske statsborger Peter Theo Curtis i august 2014. Eller fangeudvekslingen mellem Taleban og USA, der omfattede den amerikanske soldat Bowe Bergdahl. Begge fandt sted med Qatar som mægler.

Qatars anden ekspertise er finansiel støtte til terrororganisationerne. En handling, der giver Qatar mulighed for at mægle med de samme organistioner, men også en støtte, der direkte modarbejder Qatars vestligt allierede. I et interview i slutningen af september 2014 forklarede Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani, selv logikken i Qatars politik: »Jeg er ikke med i én lejr mod en anden lejr. Jeg har min egen måde at tænke på.«

En rapport fra USAs finansministerium har sat navne på nogle af nøglepersonerne bag terrorstøtten. Ofte indsamles penge til humanitære og velgørende formål og ender som direkte støtte til IS eller al-Qaeda. Den 32-årige Tariq bin al-Tahar al-Harzi er en af personerne, der nævnes i rapporten. Han menes at have sendt mere en 11 millioner kroner direkte til IS i Syrien og Irak. Salim al-Kuwaru og Abd al-Rahman bin Umayr al-Nu’aymi, begge fra Qatar, nævnes også blandt de personer, der er med til at støtte både IS og al-Qaeda.

»Terrorpengene strømmer ikke direkte ud af statskassen. Men landets ledelse kender hver detalje og lader både møder og overførsler finde sted,« siger kvinden på cafeen.

Åbne pengeindsamlinger

I modsætning til andre landes banksystemer reagerer Qatars banker ikke med rødt flag ved terrorrelaterede pengeoverførsler, hvilket gør det enkelt for terrororganisationer at bruge Qatars banker. Indsamlinger via sociale medier med telefonnumre og kontonumre i Qatar bruges også, fordi terrororganisationerne ved, at de ikke vil blive anmeldt eller stoppet som i andre lande.

Qatars terrorstøtte går helt tilbage til begyndelsen af nullerne. Ifølge New York Times sørgede Abdul Karim al-Thani, et medlem af emirens familie, for et sikkert tilflugtssted til den nu afdøde al-Qaeda-leder i Irak Abu Musaab al-Zarqawi. Han var manden bag al-Qaeda i Irak, mens USA kæmpede bitre kampe i Anbar-provinsen, og Zarqawi opfattes i brede kredse som den figur, der har leveret afgørende inspiration til ledelsen i IS.

Abdullah bin Khalid al-Thani, en af Qatars mangeårige topministre, husede i perioder ifølge New York Times al-Qaedas topfolk på sit landsted. Blandt dem Khaled Sheikh Muhammed, manden bag 11. september-angrebene i 2001.

Indtil for nylig var Qatar også Hamas-bevægelsens hovedsponsor, men et fornyet venskab mellem Qatar og Egypten har fået Qatar til at nedtone støtten til Hamas. Forklaringen på Qatars vilje til at støtte flere af regionens terrororganisationer er ifølge den kuwaitiske kommentator Abdullah al-Shayji Qatars ønske om at have indflydelse. Når den lokale befolkning ikke overstiger 300.000 personer, og landets hær ikke kan måle sig med naboernes, er det pengene, der tages i brug. Qatar er verdens rigeste land målt i gennemsnitlig indkomst per indbygger. Efter det arabiske forår satsede Qatar på, at politisk islam vil blive regionens næste store spiller. Lige fra Det Muslimske Broderskab i Egypten til Hamas i Gaza og IS i Irak og Syrien.

»Qatar tror på to ting. For det første ønsker Qatar ikke, at Saudi-Arabien bliver den største eller eneste faktor i den sunnimuslimske verden. For det andet ønsker Qatar selv at spille en afgørende rolle som magtfaktor i regionen,« siger Abdullah al-Shayji til magasinet Foreign Policy.

Kvinden, som Berlingske taler med på cafeen, har fulgt Qatars støtte til terrororganisationer i mere end et årti. Hun mener, at det er en dyrt købt støtte og en satsning, som den rige stat ikke vil få meget godt ud af bortset fra et øjebliks tak, når det her og der lykkes at mægle i en fangeudveksling.