Qatar afviser anklager om indblanding i israelsk valg
Anklager mod Qatar vil ifølge talsmand ikke forhindre landet i at mægle og støtte det palæstinensiske folk.

Anklager mod Qatar vil ifølge talsmand ikke forhindre landet i at mægle og støtte det palæstinensiske folk.

Qatar afviser alle anklager om, at landet har blandet sig i det israelske valg eller sendt økonomisk støtte til aktiviteter, der har haft til formål at påvirke udfaldet af valget.
I et opslag på X kalder Majed al-Ansari, som er talsperson for Qatars udenrigsministerium, anklagerne for "latterlige og farlige".
- Det er interne israelske anliggender, som vi ikke blander os i, og vi vil ikke acceptere noget forsøg på at trække Qatar ind i landets indenrigspolitiske stridigheder, skriver han.
Tidligere torsdag skrev det israelske medie The Times of Israel, at formanden for Israels centrale valgmyndighed, Noam Sohlberg, har bedt den interne efterretningstjeneste Shin Bet om at undersøge beskyldninger om udenlandsk indblanding i valget.
Ifølge Noam Sohlberg er han blevet gjort opmærksom på mistanker om uretmæssig påvirkning af valget gennem finansiering fra udlandet.
Han har ikke uddybet mistankerne yderligere eller specificeret, hvilke lande det drejer sig om.
The Times of Israel har på baggrund af hebraisksprogede medier skrevet, at Benjamin Netanyahus parti, Likud, mener, at der er blevet sendt penge fra blandt andet Qatar til grupper, som har arbejdet for at få arabiske borgere i Israel til at stemme.
Majed al-Ansari understreger, at beskyldningerne ikke vil afholde Qatar fra at agere mægler eller støtte det palæstinensiske folk.
Der er umiddelbart ikke blevet fremlagt nogen beviser, der understøtter beskyldningerne om udenlandsk indblanding i det israelske valg.
RITZAU