Det var en personlig gave fra en præsident til en anden.
USAs leder, Donald Trump, modtog i slutningen af marts et portrætmaleri fra sin russiske kollega, Vladimir Putin.
Maleriet, som blev overdraget til Trump af USAs særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, er hidtil ikke blevet afsløret for omverdenen. Men nu har den russiske kunstner bag portrættet, Nikas Safronov, vist det til CNN.
Donald Trump er afbildet i et moment, der øjeblikkeligt blev ikonisk efter attentatforsøget ved et vælgermøde i Butler i Pennsylvania i juli 2024: med en knyttet næve i vejret og blod løbende ned ad ansigtet.
På maleriet har præsidenten en MAGA-rød kasket i hånden. I baggrunden ses det amerikanske flag og Frihedsgudinden, som ligeledes har sin arm strakt i vejret.
Blev kontaktet af Putin
Nikas Safronov er ifølge CNN en anerkendt portrætmaler, som tidligere har afbildet blandt andre Indiens præsident, Narendra Modi, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
»Det var vigtigt for mig at vise blodet, arret og hans tapperhed under attentatforsøget. Han brød ikke sammen eller blev bange, men hævede sin arm for at vise, at han er ét med USA,« siger kunstneren til CNN.
Han fortæller også, at han blev opsøgt af en hemmelighedsfuld kunde, som ville have ham til at male Trump, som kunstneren så ham – og at han mistænkte, at kunden var Kreml.
Senere, fortæller Safronov, blev han kontaktet af Putin selv.
Den russiske præsident fortalte ham angiveligt, at et flatterende portræt af Trump var et vigtigt skridt mod at forbedre Ruslands forhold til USA.

Fremstår slankere end i virkeligheden
Steve Witkoff har tidligere udtalt, at Donald Trump blev »tydeligt rørt« over det »smukke portræt«.
Spørger man Andrey Kazankov, Ukraine- og Rusland-korrespondent ved Weekendavisen, ligner maleriet da også et »yderst vellykket forsøg på at lefle for Trump«.
Korrespondenten hæfter sig i et opslag på X ved, at Trump på maleriet ser en del slankere ud end i virkeligheden.
Tirsdag skrev den uafhængige russiske avis The Moscow Times, at Kreml også har overvejet andre måder, hvorpå man kunne forbedre forholdet til USAs præsident.
Herunder muligheden for at lade Trump genoplive drømmen om at opføre en skyskraber – et såkaldt Trump Tower – i Moskva.