Putins partisoldater sår tvivl om baltisk selvstændighed

Ulovlige og forræderiske beslutninger førte til Sovjetunionens opløsning, siger fremtrædende medlemmer af Vladimir Putins parti. Den logik rammer Rusland selv, svarer Letland.

Litauerne var ikke i tvivl om, hvad de mente om Rusland, kort tid efter at de havde valgt deres eges parlament i 1990. Arkivfoto: AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Sovjetunionen afgik ved døden i 1991, men Ruslands nuværende regerende parti har ikke tænkt sig at lade den hedengangne supermagt hvile i fred.

To medlemmer af Vladimir Putins parti sår nu tvivl om den 24 år gamle anerkendelse af de baltiske landes selvstændighed.

Anerkendelsen var i strid med Sovjetunionens daværende forfatning og derfor udtryk for landsforræderi, skriver de to parlamentsmedlemmer i et brev til Ruslands anklagemyndighed.

Estlands, Letlands og Litauens selvstændighed betød desuden »tab af havne og sø­ruter, et sammenbrud for et samlet terri­torialforsvar og afbrydelse af økonomiske bånd til de baltiske republikker,« lyder det i brevet, der er offentliggjort af nyheds­bureauet Ria Novosti.

De to politikere bag de nye anklager, Jevgenij Fedorov og Anton Romanov, er begge medlemmer af Vladimir Putins regerende parti, Forenet Rusland. Partiet sidder på to tredjedele af pladserne i det russiske parlament.

De to opfordrer landets anklagemyndighed til at rejse sigtelse mod de ansvarlige for de baltiske landes løsrivelse.

Hovedrysten fra Baltikum

I Baltikum møder initiativet hovedrysten. Det estiske udenrigsministerium kalder sagen »absurd og upassende«.

»Det bidrager ikke til forholdet mellem vore to lande,« skriver det estiske udenrigsministerium i en kommentar til Berlingske.

Det russiske initiativ lander i midt i en højspændt situation med vestlige og russiske militærøvelser i Østersøen og trusler om oprustning i kølvandet på krisen i Ukraine.

Læs også: Avis: USA klar til at sende tunge våben til Østeuropa

Læs også: Putin truer med atomvåben mod Baltikum

Udenrigsministeriet i Letland påpeger, at Vladimir Putins forgænger, Boris Jeltsin, underskrev et dekret om anerkendelse af Letlands uafhængighed.

Det er således nærmere den russiske stats egen tilblivelse, der undergraves, hvis man følger de to Duma-medlemmers argumenter, skriver ministeriet.

»Hvis man følger disse parlamentarikeres logik, så når man, måske utilsigtet, til den konklusion, at det lovdokument, de henviser til og sætter spørgsmålstegn ved, også sår tvivl om det lovmæssige grundlag, som den Russiske Føderation selv er bygget på,« skriver ministeriet.

De russiske politikere peger på dokumenter vedtaget af det sovjetiske statsråd, der bestod af Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, og ledere fra ti tilbageværende sovjetrepublikker, herunder Rusland. Rådets beslutninger var forfatningsstridige, hævder de.

I december 1991 blev Sovjetunionen lagt i graven med blandt andre Boris Jeltsins underskrift.

Målet er at presse baltiske regeringer

Et egentlig juridisk opgør er dog ikke formålet med udmeldingen fra de fremtrædende medlemmer af Putin-partiet, vurderer den russiske politiske analytiker Aleksej Mukhin.

»Sådan et initiativ skal ses som psykologisk pres. Det skal bringe de baltiske regeringer ud af fatning,« siger Aleksej Mukhin fra Moskva-tænketanken Center for Politisk Information.

Det er der flere eksempler på. I september sidste år genåbnede den russiske anklagemyndighed en række mere end 24 år gamle, sovjetiske kriminalsager mod litauiske soldater, der nægtede at tjene i den Røde Hær, efter landet erklærede sig uafhængigt.

Vladimir Putin selv har kaldt Sovjets sammenbrud for den »største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede«.

»Der er mange ting fra den tid, hvis juridiske aspekter kan diskuteres. Men der er faktisk ingen, der ønsker at tage konsekvensen af disse ting, heller ikke i Rusland,« mener Aleksej Mukhin.

Initiativtageren til brevet, Jevgenij Fjodorov, er medlem den politiske styrelse i Putin-partiet Forenet Rusland. Han står også i spidsen for »den nationale frihedsbevægelse«, en afløser for Putins nu nedlagte ungdomsbevægelse Nasji.

På sin hjemmeside kalder han sig »fungerende rådgiver« for Vladimir Putin.

Sidste år opfordrede han sammen med Duma-medlemmer fra to øvrige partier til retsforfølgelse Mikhail Gorbatjov for handlinger, der førte til Sovjetunionens sammenbrud.

»Der er ingen forældelsesfrist for forræderi,« sagde Jevgenij Fjodorov dengang.

Der blev dog ikke rejst nogen sigtelse mod den i dag 84-årige Mikhail Gorbatjov.

Læs også: Den Kolde Krig er mere nutid end fortid i Rusland