»Putins fodsoldat« vil dø for ham - eller gå på pension

Den russiske præsident har fået en noget tveægget loyalitetserklæring, mens en belgisk kunstner undervurderede sin egen udstilling. Og så skal der mere end borgerkrig til at stoppe Sydsudans ungdom. Det er ugens ...

Foto: ELENA FITKULINA. Den Putin-tro Ramsan Kadyrov sværges ind som leder af Tjetjenien for tredje gang i oktober 2016.
Læs mere
Fold sammen

… støtteerklæring

Bedst som Ruslands præsident Putin er ved at rense ud i sine guvernører, har en af hans mest magtfulde regionale støtter, Tjetjeniens leder, Ramsan Kadyrov, nu erklæret Putin sin evige loyalitet, samtidig med at han taler om muligheden for at træde tilbage.

Kadyrov, som fans nok ville kalde »farverig«, og som kritikere kalder en skånselsløs krigsherre, udtalte på TV, at han var klar til at dø for Putin, men at han drømte om at lade en anden tage over som leder af Tjetjenien, skriver Huffington Post.

Trækket ses af eksperter som en gratis omgang, da Putin er glad for at have Kadyrov på posten, mens nogle mener, at det er Kadyrovs måde at tvinge flere penge ud af Moskva.

I bedste Putin-stil viste indslaget desuden klip af Kadyrov, der kalder sig for »Putins fodsoldat«, til hest, i bokseringen og lignende.

… kunstneriske fangenskab

Performancekunst er måske ikke for alle, men fordelen er, at der i opførelsen af den kan opstå aldeles uforudsete situationer.

Det har den belgiske kunstner Mikes Poppe nok indset, efter at han måtte reddes fra sin egen installation midt i retsbygningen i Oostende.

Poppe havde ladet sig lænke med en tre meter lang kæde til en diger marmorblok og skulle så ved at hugge marmor af blokken til sidst undslippe sit selvvalgte fangenskab. Det skriver The Guardian.

Installationen »De Profundis« skulle repræsentere »Historiens uundgåelige byrde«, og det viste sig at være uhyre passende, for efter 19 dage måtte Poppe blive skåret fri. Hvorfor der ikke var en hængelås på kæden, står hen i det uvisse.

… ukuelighed

En af de gode ting ved ungdommen er, at den er så pokkers svær at holde nede.

I Sydsudan har optimismen ellers hårde kår: Siden man blev en selvstændig nation i 2011, har de sidste fire år været plaget af borgerkrig, en tredjedel af befolkningen er fordrevet, og de døde skal efter alt at dømme tælles i titusinder.

Hovedstaden Juba er et farligt sted at opholde sig efter mørkets frembrud, men som Quartz skriver, forhindrer det ikke byens unge i finde en måde at feste på. Nu går de eksempelvis på clubbing søndag eftermiddag (efter kirke) og danser tæt, indtil solnedgangen nærmer sig. Så skynder de sig hjem, inden gaderne bliver for usikre.

Ja, de er ikke sådan at kue, de unge mennesker.