Putins drageunge er urørlig

Den hovedmistænkte for mordet på Putin-kritikeren Boris Nemtsov blev tævet til at tilstå, hævder han selv. Mordsagen er blevet et våben i en magtkamp, der får Putins magtbase til at slå revner.

Tjetjeniens krigsherre, Ramsan Kadyrov – virker stadigt mere urørlig og forbindes nu tættere til drabet på Putin-kritikeren Boris Nemtsov. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: I begyndelsen gik det så skøjtende let, at de færreste troede deres egne øjne. Blot en uge efter mordet på Putin-kritikeren Boris Nemtsov hævdede myndighederne, at de havde opklaret sagen. En mistænkt, Saur Dadajev, var arresteret. Den anholdte havde endda tilstået, og hans motiv var klart: Den 33-årige Dadajev, en dybt troende mand fra Tjetjenien, var blevet rasende over, at Boris Nemtsov kort forinden havde udtrykt støtte til karikaturtegninger af profeten Muhammed i det franske magasin Charlie Hebdo. Derfor havde han skudt og dræbt den kendte oppositionspolitiker få hundrede meter fra Den Røde Plads i Moskva.

Og vigtigst: Han havde gjort det af egen drift. Ingen andre havde trukket i trådene, understregede politiet i de første hektiske dage.

»Af den foreløbige afhøring fremgår det, at han er organisatoren bag denne forbrydelse,« sagde en kilde i politiet til nyhedsbureauet Interfax.

Så nær en opklaring er de færreste politiske mordsager i Rusland kommet trods års efterforskning. Men det var som om, at netop denne spektakulære mordsag gav sine hemmeligheder fra sig, så snart de russiske myndigheder rørte den med en politistav.

Nu er den florlette magi imidlertid sluppet op. De seneste døgn er politiets første teori om forbrydelsen stødt mod virkeligheden med en sådan kraft, at den er faldet fra hinanden stump for stump. Det samme er håbet om en hurtig og diskret afslutning på den blodige sag. I stedet har mordsagens såkaldte »tjetjenske spor« jaget en kile ind i Vladimir Putins egen magtbase. Her er Nemtsovs død de seneste dage blevet et våben i et opgør mellem to fløje i præsidentens egen lejr: Den magtfulde, russiske sikkerhedstjeneste FSB og Putins vigtigste allierede i Tjetjenien, krigsherren Ramsan Kadyrov.

»For første gang i sit 15-årige styre er Putin løbet ind i et alvorligt problem i form af en åben konflikt mellem de to søjler i hans magt, de føderale sikkerhedsfolk og Ramsan Kadyrov,« siger analytikeren Stanislav Belkovskij til TV-kanalen Dosjd.

Ensom ulv var ikke ensom

Ifølge flere russiske aviser er det kilder i sikkerhedstjenesten, der de seneste dage har hjulpet med at gennemhulle teorien om Saur Dadajev som »den ensomme ulv« bag mordet. Den 33-årige hovedmistænkte handlede ikke impulsivt eller ud fra religiøse motiver, lyder det fra hans familie og kilder i sikkerhedsapparatet.

Dadajev havde tværtimod skygget Boris Nemtsov siden september sidste år, altså længe før Charlie Hebdo, skrev avisen RBK forleden. Han var heller ikke alene. På tidspunktet for mordet gjorde Saur Dadajev aktiv tjeneste hos Ramsan Kadyrov i en af den tjetjenske leders mest frygtede militære enheder: Nord-bataljonen. Da Dadajev ankom til Moskva i september, ankom han i selskab med en anden navngiven soldat fra samme bataljon, siger Dadajevs søster til avisen.

Nord-bataljonen er en central del af Kadyrovs private hær, de såkaldte Kadyrovtsy. Den tjetjenske leder var næppe uvidende sine egne soldater forehavende, skriver avisen.

Og dermed var borgerkrigen i Putins lejr brudt ud i lys lue.

»Nyheden ligger ikke i det, at de anklagede viste sig at være Kadyrovs mænd,« skriver den russiske journalist Oleg Kasjin i en analyse.

»Den ligger i det, at de føderale myndigheder af en eller anden grund ønskede at pege på Kadyrovs folk som Nemtsovs mordere,« påpeger Kasjin.

Kadyrov svarede rasende igen. Han kaldte Dadajev en »russisk patriot«, der aldrig ville kunne gøre sit fædreland noget ondt. Det kom ligeledes frem, at Kadyrov for nylig havde overrakt Dadajev en medalje for tro tjeneste.

Mystisk interview

Kort efter skete noget endnu mere forunderligt i Moskvas ellers navnkundigt lukkede arresthuse. Både en menneskerettighedsgruppe og en journalist fik adgang til den hovedmistænkte, som ellers ikke havde fået lov at sige et eneste ord i retten. I et stort interview fra cellen med avisen Moskovskij Komsomolets afviste Dadajev blankt, at han havde tilstået. Han beskyldte politiet for at have tævet og endda tortureret tilståelsen ud af ham.

Det lignede en lige højre i fjæset på sikkerhedstjenestens folk, og radiostationen Ekho Moskvy inviterede sine lyttere til en telefonafstemning om, hvem de ville støtte i en konflikt mellem FSB og Kadyrov. Seks procent valgt Kadyrov. 59 procent FSB.

Konfliktens kerne er imidlertid ikke mordet på Nemtsov. Det er magtbalancen i Putins Rusland, og mere præcist Kadyrovs voksende indflydelse. Kadyrov sværger troskab til Putin personligt, men hans private hærs loyalitet til resten af de russiske regeringsapparat er mere end uklar. Det gør ham hundredefold mere magtfuld end nogen anden regional leder i Rusland.

Kadyrov har i årevis ligget i strid med Putins sikkerhedstjeneste FSB. Mange blandt præsidentens håndgangne mænd i Moskva frygter, at Kadyrov er blevet så stærk, at han ikke længere kan kontrolleres. Kadyrov har nemlig signaleret, at han ser en fremtid uden for Tjetjenien, måske som en leder af hele Nordkaukasus eller i Putins regeringsapparat i Moskva.

Putins mand

Samtidig ønsker de færreste at komme på tværs af den brutale leder. En række af hans fjender, herunder den Kreml-kritiske russiske journalist Anna Politkovskaja, er blevet myrdet, bortført eller har fået deres huse brændt ned. Politkovskaja blev skudt i sin trappeopgang i Moskva i 2006.

Efter det seneste mord på Boris Nemtsov støtter Kadyrovs rivaler i Moskva nu åbenlyst op om den teori, at den tjetjenske leder med eller uden Putins vidende gav grønt lys til mordet på Nemtsov. Måske i et forsøg på at demonstrere sin loyalitet til Putin eller sin magt uden for Tjetjenien. Eller begge dele.

»Vi er Vladimir Putins fodsoldater,« har Kadyrov selv sagt.

Putin har indtil videre ikke ladt Kadyrov i stikken. Kort efter mordet på Nemtsov overrakte Putin en medalje til den tjetjenske leder for tro tjeneste.

Dermed rykkede opklaringen af mordet på Nemtsov med ét slag endnu længere væk, skriver journalisten Oleg Kasjin. Teorien om den ensomme ulv er skudt i sænk, og alle ømtålelige spor til Kadyrov er blokeret: »Kadyrov er urørlig,« skriver Kasjin i sin analyse.

Det samme skrev den myrdede Anna Politkovskaja, efter et møde med den tjetjenske leder i 2004.

»Det er den gamle fortælling, gentaget mange gange i vores historie: Kreml opfostrer en drageunge, som vi så må fodre for at forhindre ham i at sætte ild i alting,« skrev Politkovskaja.