Putin vinder propagandakrigen

I Rusland har de statslige TV-kanaler deres egen sandhed. En sandhed om et korsfæstet barn og et tomt fly fyldt med lig. En sandhed, der får folk til at gå i krig, siger en TV-vært, der gik i protest.

Russia's President Vladimir Putin is seen on a monitor of a camera as he delivers a speech during a session of the St. Petersburg International Economic Forum 2014 (SPIEF 2014) in St. Petersburg May 23, 2014. Putin said on Friday he wanted better ties with the West but fiercely criticised U.S. policy on Ukraine and the global economy - and acknowledged that sanctions were hurting Russia. REUTERS/Sergei Karpukhin (RUSSIA - Tags: POLITICS BUSINESS) Fold sammen
Læs mere

MOSKVA: Nedtællingen er i gang. 30 sekunder. Inde i studiet sidder nyhedsværten rank bag sit glasbord. Otte mennesker i kontrolrummet drejer på knapper og råber korte beskeder. Ti sekunder. Den røde lampe tænder, og Mikhail Kolosov prikker mig på skulderen og siger:

»Nu kommer der nogle gode billeder!«

En ung kvinde kommer til syne. Hun er flygtet til Rusland fra en »straffeaktion« under konflikten i det østlige Ukraine, fortæller studieværten. En aktion, som ukrainske soldater skulle have sat ind for at dræbe uskyldige civile som hende.

»Jeg er så taknemmelig for, at I har hjulpet mig,« siger kvinden og kigger ind i kameraet.

Mikhail Kolosov ser tilfreds ud. Pletfri afvikling, dramatisk musik, en bredhaget, selvsikker vært med en dyb stemme.

Tilfreds lukker han døren til kontrolrummet. Indslaget er virkelig vellykket, betror han mig, mens han viser mig videre gennem de topmoderne studiefaciliteter hos den statslige nyhedskanal Rossija-24.

Mikhail Kolosov er afdelingschef på kanalen, der hører under Ruslands statslige mediegigant med det næsten uudtalelige navn VGTRK. Sammen med et andet statsligt selskab står han og de tusinder af medarbejdere i bygningen for langt størstedelen af de nyheder, som de russiske TV-seere får smidt på skærmen. Fem statslige kanaler bor her i det centrale Moskva lige om hjørnet fra Ulitsa Pravdy, eller bare Sandhedens Gade, opkaldt efter det hedengangne Sovjetunionens vigtigste avis, Pravda.

»Fra starten var ideen, at vi skulle være det russiske CNN. Men selvfølgelig med vores egen specifikke tilgang,« forklarer Mikhail Kolosov, mens vi går ned mod kontoret, hvor kanalchefen sidder.

I den anden ende af den russiske hovedstad tæller de også ned. De tæller ned til, hvad Tikhon Dsjadko kalder en »stille lukning«. En gradvis mørklægning af Dosjd, Ruslands vigtigste uafhængige TV-kanal.

»Putins forståelse er, at medierne skal forklare befolkningen om magthavernes beslutninger. Hvis det kræver løgne, så er det fint. Det er det, du kan se hver eneste aften, når de forklarer, hvorfor Rusland er godhed, og Ukraine og USA er ondskab,« siger Tikhon Dsjadko, en af stationen unge studieværter.

Vi sidder i de store åbne lokaler, hvorfra kanalen har sendt, siden den åbnede i 2008. En nedlagt sovjetisk chokoladefabrik er hvirvlet om til et hipstersmart TV-studie i skarpe lyserøde og hvide farver.

Dosjd ligner heller ikke de statslige kanaler, når den går i æteren. Da det malaysiske fly i sidste uge styrtede over det østlige Ukraine, havde kanalen inviteret både en repræsentant for den ukrainske regering og en talsmand for oprørerne med på direkte skype-forbindelser. Det så man ikke på de øvrige russiske kanaler.

Med slagordet »den optimistiske kanal« og sine kritiske og nogle gange kaotiske udsendelser er kanalen en undtagelse i landets TV-landskab. Den har især tiltrukket unge og veluddannede seere i russiske millionbyer som Moskva og Skt. Petersborg. Og i samme takt påkaldt sig massiv opmærksomhed fra oven.

I februar gik Vladimir Putins talsmand direkte til angreb på kanalen. Dens dækning blev kaldt »upatriotisk«. Kort efter begyndte ulykkerne at regne ned over den tidligere chokoladefabrik. Udlejeren af kanalens TV-studier opsagde lejekontrakten. Samtlige russiske kabelselskaber droppede i løbet af få dage signalet fra Dosjd og dermed 80 procent af seerne.

I denne uge underskrev den russiske præsident så en lov, der forbyder betalingskanaler som Dosjd overhovedet at tjene penge på reklamer – kanalens vigtigste levebrød.

»Jeg ved ikke, hvor længe vi overlever. Der er to muligheder. De smadrer os fuldstændig. Eller de vil lade os leve, så længe ingen ser os,« siger Tikhon Dsjadko.

Netop flykatastrofen blev et forkromet eksempel på de statslige TV-kanalers magt til fortsat at præge den offentlige mening i Rusland.

Selv om oprørerene i de kaotiske minutter efter katastrofen tog ansvar for nedskydningen – i den tro at der var tale om et ukrainsk militærfly – afviste de regeringsloyale TV-kanaler fra begyndelsen, at de kunne være skyldige. I stedet har de rettet modstridende beskyldninger mod den ukrainske regering. Ukraine havde antiluftsskyts i området, lyder en version. Ukraine havde angiveligt fløjet med militærfly i området og måske skudt flyet ned for at skyde skylden på oprørerne, lyder en anden. Eller ukrainerne havde i virkeligheden forsøgt at ramme Vladimir Putins præsidentielle fly, der på mystisk vis lignede det malaysiske passagerfly. Eller at flyet i virkeligheden var fyldt med lig, allerede da det lettede fra Amsterdam.For mange russiske TV-seere var det intet nyt at tiltro nabolandet det værste. I månedsvis har de russiske kanaler stemplet regeringen i Kiev som en »fascistisk junta«, der fører krig mod fredelige russisktalende medborgere. Så hvorfor ikke endnu 300 uskyldige liv?

Den russiske Kanal 1 hævdede i sidste måned – uden nogen form for dokumentation – at ukrainske soldater havde korsfæstet en femårig dreng for øjnene af sin mor og andre skrækslagne borgere midt i byen Slavjansk. Historien var løgn fra ende til anden. Men ikke atypisk for den dækning, der har sat sig dybt i store dele af den russiske befolkning de seneste måneder.

En god ven, der er offentligt ansat i Moskva, fortalte mig for nyligt, at han var holdt op med at diskutere politik på arbejde, fordi »folk blev rasende«, hvis man satte spørgsmålstegn ved støtten til oprørerne i Østukraine. Det kæmpede jo mod fascisterne!

Stemningsskiftet er ikke bare anekdotisk. Ifølge meningsmålinger mener 67 procent af russerne nu, at Ukraines regering slet ikke er legitim. To tredjedele er sikre på, at Putins støtte til oprørerne i Ukraine har til formål at beskytte befolkningen mod »radikale ukrainske nationalister«. 92 procent af de adspurgte siger selv til Levada-instituttet, at de får deres information fra TV.

Ja, det er en succes, nikker chefredaktør og kanalchef på Rossija-24, Jevgenij Bekasov. Han læner sig tilbage i stolen i sit kontor på syvende sal hos TV-kæmpen ved Sandhedsgaden.

Et stort land kræver, at informationen styres og rumdeles, fortsætter chefen for Ruslands vigtigste nyhedskanal. Som for at forklare succesens omfang.

»Vores land er for stort. Europa er lille. Danmark er som Tula-regionen,« siger Bekasov.

»I et så stort land som Rusland er det kun massemedierne, der kan sikre ensartethed og forening af forskellige praksisser gennem udsendelse af det samme stof, de samme begreber og paradigmer,« siger han.

Jeg spørger, hvorfor kanalens værter igen og igen kalder ukrainske soldater for »straffere« og det meste af det, de gør, for »straffeaktioner«.

»Fordi de skyder på den fredelige befolkning som under Anden Verdenskrig. Fascisterne lavede også straffeaktioner, da de gik ind i Hviderusland,« siger Bekasov højt.

Sammenligner du de ukrainske soldater med Hitlers?

»Nej, jeg sammenligner straffeaktionerne.«

Men straffeaktion er ikke et særligt neutralt ord?

»Ja, ordet er værdiladet. Det forekommer mig, at TV, alt TV, er langt fra objektiviten. Alle medier, der forsøger at være objektive, er kedelige og farveløse. Jo mindre objektivt, jo mere følelsesladet, jo mere interessant for seerne. Seerne er trætte af selv af at orientere sig. Seerne ønsker at vide, hvad det er, du vil sige, og ikke lede efter en eller anden kattelem,« siger han.

Telefonen ringer. Nogen spørger ham om gæster i et af dagens show.

»Sjirinovskij? Ja, tag Sjirinovskij,« siger Bekasov om lederen af et ultranationalistisk russisk parti.

Han smækker røret på.

Tror du ikke seerne vil have tingene belyst fra flere sider?

»Jo. Gør vi ikke det? Tror du ikke, vi giver andre lov til at tale? Vi gør jo ikke andet. Jeg ved ikke, hvordan vi kunne gøre det mere,« siger Jevgenij Bekasov.

Talelisten synes dog i praksis begrænset. I løbet af halvanden times udsendelse aftenen forinden blev både oprørere og russiske politikere flittigt interviewet. Mange gav Ukraine skylden for både flykatastrofe og konflikten som sådan. Ikke én var uenig med den russiske regering.

Det er intet nyt. Men selv veteraner i russisk stats-TV taler om et nyt niveau af patriotisk propaganda, der er blusset op i samme takt som krisen i Ukraine. Dækning af flykatastrofen var så beskidt, at den fik Sara Firth, en mangeårig vært og korrespondent hos den engelsksprogede Kreml-finansierede kanal RT, til at sige op i protest og med anklager om »løgne hver eneste dag«.

»Regel nummer ét er, at det altid er Ukraine skyld,« forklarede hun om RTs redaktionelle linje.

»Dagligt bliver vi bedt om, at – hvis ikke ignorere – så i hvert fald skjule sandheden.«

I sidste uge sagde den kendte russiske TV-vært Pavel Sjeremet op fra en anden statskanal. Han fortæller til Berlingske:

»Der har længe været censur, og det er længe siden, man har kunnet kalde de russiske statskanaler objektive. Men det, vi har set de seneste måneder, er uden fortilfælde. Omfanget af løgne er så stort, at man ikke kan sammenligne det med tidligere perioder,« siger han.

Han nævner, hvordan de russiske statskanaler i marts – da der slet ikke var kampe i det østlige Ukraine – brugte videooptagelser fra en polsk grænseovergang til at illustrere, hvordan 143.000 mennesker skulle have krydset grænsen til Rusland på flugt fra ukrainske nationalister. For også det var løgn.

»Det er på linje med de værste fra opfinderne af den sovjetiske og nazistiske propaganda. Det er manipulation, fordi det er den slags, der får folk til at gribe til våben. Det er en forbrydelse,« siger han.

Pavel Sjeremet var indtil i sidste uge vært for et talkshow på statskanalen ORT. Men med gæster, der ofte talte imod den russiske regerings version af virkeligheden i Ukraine, passede showet ikke længere ind. Ifølge ham kom presset direkte fra præsident Putins administration.

Men det mest skræmmende, siger Pavel Sjeremet, er, at mange af hans kolleger på de statslige kanaler selv tror – og ønsker at tro – på propagandaen om de »fascistiske ukrainere«.

»Nogle plejede at sige, at de arbejdede for Putin og Kreml, fordi det var et stabilt arbejde for at forsørge familien. Fint nok. Men nu føler de, at de har fået en retfærdiggørelse. Nu siger de, at de arbejder for Kanal 1, ikke fordi de skal forsørge familien, men fordi de bekæmper fascisterne. Og når du har fundet denne retfærdiggørelse, så adskiller du ikke længere sandhed fra løgn,« siger Pavel Sjeremet.

Den ensidige dækning findes også i Ukraine, hvor myndighederne konsekvent kalder separatisterne for »terrorister«. Og ligesom journalister fra russisk stats-TV ikke rapporterer fra ukrainsk-kontrollerede områder, så taler ukrainske journalister yderst sjældent med oprørerne eller deres støtter.

»Det er den perfekte opskrift på mobilisering til krig,« siger Pavel Sjeremet.

I Rusland har mobiliseringen mod en fælles ydre »fjende« været så stærk, at den har fået tidligere udbredte irritation over Vladimir Putins lange styre til at svinde ind. Der er ingen oppositionsdemonstrationer som i vinteren 2011-12. Tværtimod. Mens den anti-ukrainske og anti-vestlige kampagne er taget til, så er tilliden til de statslige TV-kanaler ikke faldet – men vokset, ifølge meningsmålinger. Stadigt flere mener i stedet, at rapporteringen i verdens øvrige medier er løgnagtig, siger Aleksej Levinson, seniorforsker ved meningsmålingsinstuttetet Levada.

»Der er mange tilfælde, hvor folk ikke stoler på autoriteterne og på TV. Men nu er situationen sådan, at tiltroen til TV er meget høj. Vi ser en særtilstand i den offentlige mening, en særlig mobilisering,« siger Aleksej Levinson.

Han taler om en »krigsmobilisering« i den offentlige mening. Stoltheden over sejren over Hitler under Anden Verdenskrig blandes sammen med skuffelsen over tabet af et imperium. Sammenblandingen har givet Putin den højeste opbakning siden krigen mod Georgien i 2008.

Den uafhængige TV-kanal Dosjd blev en overgang næsten skyllet bort af den patriotiske bølge. På de sociale medier oversvømmes kanalens mere nuancerede syn på konflikten i Ukraine jævnligt med beskyldninger om, at Tikhon Dsjadko og de andre værter er forrædere og fascister.

»Folk er blevet sindsyge de sidste par måneder. Jeg kender en familie, hvor forældre og deres voksne børn ikke længere taler sammen, fordi børnene mener, at den ukrainske opstand handlede om frihed, og forældrene siger, at det var en CIA-operation. Fordi de ser stats-TV,« siger Tikhon Dsjadko.

Men det mest markante skifte de seneste måneder er, at flere og flere har accepteret Kremls syn på medierne: At de ikke er til for læsernes eller seernes skyld. Men at der blot er våben i nogens hænder.

»Folk i Kreml har den idé, at folk er zombie-agtige. De mener, at opstanden i Ukraine blev gennemført til dels, fordi Petro Porosjenko (Ukraines nyvalgte præsident, red.) ejede en TV-kanal. Derfor ser de alle kanaler, som de ikke selv kontrollerer som en trussel mod dem selv og deres magt,« siger Tikhon Dsjadko.

Hvis Kreml mener det, så har Kreml fuldstændig ret, siger chefredaktøren på kontoret ved Sandhedsgaden, hvor den statslige virkelighed bliver til. Konflikten i Ukraine er en »kamp mellem civilisationer,« mener han.

»Det er nok første gang i en kamp i Europa, at medierne har så stor betydning. Ikke kun ved mobilisering, ikke kun for informering af folk, men på en eller anden måde som en tændladning,« siger Jevgenij Bekasov.

På væggen foran ham hænger to TV-skærme. På den øverste kører topnyheden endnu engang over skærmen. Den unge kvinde, der kigger ind i kameraet og takker Rusland.