Putin vil have Iran med i militæralliance med Kina og Indien

Iran har observatørstatus i Shanghai Cooperation Organisation. Landet drømmer om at blive fuldgyldigt medlem.

CHINA-SCO-SUMMIT-DIPLOMACY
Den russiske præsident Vladimir Putin og den iranske præsident Hassan Rouhani mødes lørdag til en bilateral dialog i forbindelse med et topmøde i Qingdao i den militære alliance Shanghai Cooperation Organisation (SCO) Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEXANDER ZEMLIANICHENKO/Ritzau Scanpix

Rusland og Iran har et frugtbart samarbejde i Syrien, mener Ruslands præsident, Vladimir Putin, som vil have Iran med i en militær alliance med Kina og Indien.

»Vi arbejder med succes sammen om at stoppe den syriske krise,« siger Vladimir Putin under et fælles pressemøde med Irans præsident, Hassan Rouhani, i Kina.

De to ledere mødes lørdag til en bilateral dialog i forbindelse med et topmøde i Qingdao i den militære alliance Shanghai Cooperation Organisation (SCO), hvor Rusland, Kina og Indien er de store militære magter.

Rusland vil ifølge Putin støtte Irans ønske om at blive medlem af SCO. Iran har observatørstatus i alliancen.

»Iran har længe været involveret i arbejdet i SCO. Vi kender jeres ønske om, at Iran skal være fuldgyldigt medlem. I kender også vores holdning. Vi støtter jeres ønske,« siger Putin til Rouhani.

Den iranske præsident mener, at SCO spiller en central rolle som sikkerhedsskabende organisation.

»Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over din holdning til Irans ønske om at blive fuldgyldigt medlem,« siger Rouhani.

/ritzau/Tass