Vestlige soldater i Ukraine kan blive et mål for Rusland.
Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, fredag under det økonomiske møde Eastern Economic Forum i Vladivostok ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Hvis nogle tropper dukker op der - især nu under kampene - så fortsætter vi ud fra den præmis, at de er legitime mål, siger Putin.
Udtalelserne fra Putin kommer, dagen efter at vestlige lande i den såkaldte koalition af villige i Paris meldte ud, at de er klar med sikkerhedsgarantier til Ukraine, hvis der bliver underskrevet en fredsaftale.
Det kan blive i form af en styrke, der skal sikre freden, sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, ifølge AFP på et pressemøde.
- Vi har i dag 26 lande, som formelt har forpligtet sig - nogle andre har endnu ikke taget stilling - til at indsætte soldater i Ukraine som en "betryggende styrke" eller at være til stede på jorden, til søs eller i luften, sagde Macron.
Den franske præsident understregede, at "denne styrke ikke har til hensigt at føre nogen krig mod Rusland".
Putin siger, at hvis der kommer en fredsaftale, så vil der ikke være nogen grund til, at vestlige soldater skal udstationeres. Han siger, at Rusland vil overholde en sådan aftale om en afslutning på krigen.
Men fra vestlig side er det netop frygten, at Rusland ville kunne udnytte et stop i kampene til at kunne øge sine militære kapaciteter og angribe på ny efter et stykke tid.
De henviser blandt andet til, at Rusland først annekterede Krim i 2014 og så i 2022 indledte en fuldskalainvasion af Ukraine.
Planen med en vestlig styrke er, at den skal afholde Rusland fra at vende tilbage.
På ny foreslår Putin fredag, at den russiske hovedstad, Moskva, kan danne ramme om et muligt møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Det bedste sted for et møde er Den Russiske Føderations hovedstad, Moskva, siger den russiske præsident.
Putin udtaler sig fredag også om sit syn på ukrainsk medlemskab i vestlige organisationer.
Som han også tidligere har givet udtryk for, anser han et Nato-medlemskab for at være uacceptabelt. Imens er et muligt EU-medlemskab en del af Ukraines juridiske rettigheder, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/