Putin udnævnt som "Årets Person" af Time

Han er "ikke en spejderdreng, men han har gjort ekstraordinære ting", siger nyhedsmagasinet Time om Ruslands Vladimir Putin.

Det indflydelsesrige amerikanske nyhedsmagasin Time udnævnte onsdag den russiske præsident, Vladimir Putin, til "Årets Person", fordi han har vendt en kaotisk udvikling og fået sit land tilbage til "verdensmagternes bord" - omend det er på bekostning af demokratiske principper.

Putin, en tidligere KGB-ansat, der blev hentet fra en relativ anonym tilværelse og tilbudt posten som premierminister i 1999 af Boris Jeltsin, vil være på forsiden af Times særlige udgave i 2007, hvor der er fokus på den person, som magasinet mener har haft den største betydning for den internationale udvikling på godt og ondt.

- Han er ikke en spejderdreng eller en af de gode demokrater, men han har gjort ekstraordinære ting, sagde en chefredaktør fra Time, Richard Stengel, da han onsdag bekendtgjorde valget af Putin på den amerikanske tv-station NBC.

- Han er en ny russisk zar, og han er farlig på den måde, at han ikke bekymrer sig om borgernes rettigheder og ytringsfrihed. Men han bekymrer sig om stabilitet, og det var det, som Rusland havde brug for, og derfor beundres han af russerne.

/ritzau/Reuter